Yrkesgruppers anspråk på arbetet med barn i behov av särskilt stöd: En studie av jurisdiktion, arbetsfördelning och professionellt arbete i förskolan.

Forfatter
Gäreskog, P.
År
2021

Formål

Studiet undersøger, hvordan arbejdsfordelingen mellem pædagoger og specialpædagoger bliver beskrevet, når det gælder børn med behov for særlig støtte. Mere specifikt ser studiet på, hvilken professionsgruppe det er, der tager ansvar for eller "styrer" arbejdet med disse børn. Forskningsspørgsmålene er: 1) Hvilken professionsgruppe tager ansvaret for at formulere problemer ifølge pædagogerne? 2) Hvilken professionsgruppe tager ansvaret for at diskutere problemer ifølge pædagogerne? 3) Hvilken professionsgruppe tager ansvaret for at håndtere problemer ifølge pædagogerne?

Resultat

Resultaterne viser, at det er uklart, om det er pædagogerne eller specialpædagogerne, der styrer behandlingen af børn med behov for særlig støtte. Specialpædagogerne ser ud til at have en stærk styring og ekspertviden, når det gælder børnenes oplevede mangler, hvilket kan medføre, at pædagogerne fralægger sig ansvaret for disse børn. En anden konklusion er, at pædagoger har behov for at blive styrket i deres professionelle roller. Øget viden om specialpædagogik kan gøre dem tryggere i deres professionelle roller, således at de kan møde alle børns behov i daginstitutionen.

Design

Datamaterialet består af semistrukturerede interview med femten pædagoger fra femten svenske daginstitutioner. Pædagogerne havde forskellige former for kompetencegivende uddannelser ud over pædagoguddannelsen, for eksempel i matematik, brug af digitale værktøjer, sprog, specialpædagogik og/eller flersprogethed.

Referencer

Gäreskog, P. (2021). "Yrkesgruppers anspråk på arbetet med barn i behov av särskilt stöd: En studie av jurisdiktion, arbetsfördelning och professionellt arbete i förskolan". Educare, 2021(4):29-53.