Who uses early childhood education and care services? Comparing socioeconomic selection across five western policy contexts

Forfatter
Petitclerc, A., Côtè, S., Doyle, O., Burchinal, M., Herba, C., Zachrisson, H. D., Boivin, M., Tremblay, R. E., Tiemeier, H., Jaddoe, V. W., & Raat, H.
Kilde
International Journal of Child Care and Education Policy, 11(3), 1-24.
År
2017

Formål

Formålet med studiet er at sammenligne deltagelsesrater og socioøkonomisk selektion til dagtilbud på tværs af fem forskellige nationale policy-sammenhænge. Fokus er på henholdsvis spædbarnsalder (5-9 måneder) og tidlig barndom (36-41 måneder).

 

Resultat

Studiet viser, at dagtilbudsdeltagelsen var lavere i spædbarnsalderen i de lande, hvor forældrene havde adgang til mindst seks måneders betalt barselsorlov, mens deltagelsesraten i disse lande var højere i den tidlige barndom. Høje deltagelsesrater hang sammen med universelle subsidier (dvs. tilskud til dagtilbudsbetaling, som ikke kun var målrettet familier med lav indkomst). Generelt var henholdsvis lav indkomst, lavt uddannelsesniveau hos moderen og mere end ét barn i familien associeret med reduceret dagtilbudsdeltagelse. I lande, hvor der fandtes universel subsidiering, reduceredes effekten af lav indkomst og antal børn i familien, når forældrebetalingen var enten indkomstjusteret eller reduceret for flere børn. Norge var det land, hvor flest socioøkonomiske effekter blev reduceret, og samtidig det eneste land, som investerede mere end 1 % af sit bruttonationalprodukt i tidlig barndom. Ikke desto mindre hang lavt uddannelsesniveau hos moderen konsistent sammen med reduceret brug af dagtilbud på tværs af alle lande. Blandt de familier, som anvendte dagtilbud, var der få selektionseffekter med hensyn til typen af dagtilbud (centerbaseret vs. ikke-centerbaseret), særligt i tidlig barndom. Opsummerende peger studiet på store variationer i dagtilbudsdeltagelse på tværs af lande, som kan kædes til forskelle i policy-forhold landene imellem.

Design

I dette studie integreres data fra fem kohorter af børn (i alt 21.437 børn) fra henholdsvis Storbritannien, USA, Holland, Canada og Norge. Forfatterne anvender data fra fem longitudinelle studier, som alle indeholder information vedrørende dagtilbudsdeltagelse, familiebaggrund og socioøkonomiske faktorer. Disse studier sammenlignes med hensyn til dagtilbudsdeltagelse, brug af centerbaseret (institution) vs. ikke-centerbaseret dagtilbudspasning (pasning i privat hjem) og socioøkonomiske faktorers indflydelse på dagtilbudsdeltagelsen. Ligeledes foretager forfatterne tests af en række specifikke policy-elementer, herunder varigheden af betalt barsel, subsidiering af betaling for dagtilbud og reduceret forældrebetaling pga. lav indkomst eller flere børn i familien samt obligatorisk beskæftigelse for enlige forældre på overførselsindkomst. Endelig analyseres seks demografiske og socioøkonomiske faktorer: etnicitet, moderens alder, familieindkomst, moderens uddannelse, status som enlig forælder og antal børn i familien.

Referencer

Petitclerc, A., Côtè, S., Doyle, O., Burchinal, M., Herba, C., Zachrisson, H. D., Boivin, M., Tremblay, R. E., Tiemeier, H., Jaddoe, V. W., & Raat, H. (2017). Who uses early childhood education and care services? Comparing socioeconomic selection across five western policy contexts. International Journal of Child Care and Education Policy, 11(3), 1-24.

Opdragsgiver

Quebec’s Fonds Société et Culture, The Canadian Institutes of Health Research, The Canada Research Chair Program og The VIDI grant of ZonMW (2009-017.106.370).