Formål
Studiet undersøger, hvordan forskellige visuelle materialer, herunder børns fotografier og forskerens videooptagelser, påvirker forskningsresultater i en børnehave. Ved at bruge en metode kaldet diffraktiv læsning (diffractive reading) forbindes forskningen med tidligere studier, teoretiske koncepter og forskerens egne erfaringer. Målet er at vise, hvordan denne metode kan bruges med et visuelt datamateriale. Baggrunden for studiet er at udforske, hvordan treårige i svenske børnehaver bruger digitale kameraer i hverdagen uden specifikke instruktioner fra voksne.
Resultat
Børnebilleder og videooptagelser produceret af forskeren bliver betragtet som data, der både forstyrrer og påvirker resultatet af studiet. Ved at bruge diffraktiv læsning bliver både mennesker, kameraer, steder og børnenes blik betragtet som aktive kræfter i analysen. Dette giver en ny indsigt i, hvordan børn bruger digitale kameraer i børnehaven og deres rolle i visuel kultur, Metoden udfordrer også antagelser om, hvad der er vigtigt for børn i børnehaven og giver stadig nye perspektiver på datamaterialet.
Design
Analysen, som blev udført via den flade ontologis sprog og med diffraktiv læsning, foregik som en del af pædagogisk forskning blandt treårige. Forskeren tilbragte seks uger sammen med børnene, pædagogerne og miljøets materielle genstande i deres børnehavemiljø. Studiet foregik både indendørs og udendørs, og det visuelle materiale bestod af 70 timers video, som var optaget af forskeren, samt cirka 2.200 billeder, som var taget af børnene.
Referencer
Magnusson, L. O. (2021). “Visual research material and diffractive readings–a relational research story”. International Journal of Qualitative Studies in Education, 34(3):183-196.