Treåringar, kameror och förskola – en serie diffraktiva rörelser

Afhandlingen undersøger, hvad der sker, når 3-årige børn i dagtilbud gives adgang til digitalkameraer. Studiets udgangspunkt er, at pædagoger i dagtilbud ofte dokumenterer børns udvikling, læring, handlinger og relationer ved hjælp af fotografier, hvorved børnene defineres og beskrives af pædagogernes fotografiske blikke. Ved at give børnene adgang til digitalkameraer ønsker forfatteren at give børnene mulighed for at tage del i den visuelle dokumentation i dagtilbuddet og at påvirke og forandre meningsskabelsen i og omkring den fotografiske kultur i dagtilbuddet.

Overordnet viser resultaterne, at når børn i dagtilbud gives adgang til digitalkameraer, gives de samtidig mulighed for at tilføre deres egne perspektiver og æstetiske udtryk til den visuelle dokumentation, som foregår i dagtilbuddet.

Studiets analyser viser, at børnene anvender kameraerne på en række forskellige måder og ikke bare som kameraer. De leger med kameraerne, bærer rundt på dem, tager dem med på toilettet, pakker dem ned i tasker osv. Ifølge forfatteren bliver kameraet et værktøj, som børnene bruger til at opdage og synliggøre deres omverden. Det kan bl.a. handle om, at børnene bruger kameraet til at fokusere på detaljer såsom nærbilleder af en sandkage, men også ved at børnene bruger kameraets display til at afskærme det, som er uden for billedet. Et eksempel på dette er en dreng, som sidder og retter kameraet mod et træ for derefter at rejse sig op og langsomt nærme sig træet, samtidig med at han kigger på træet gennem kameraets display, som i et forsøg på at fange et mere og mere detaljeret billede af træet. Ifølge forfatteren kan dette forstås som en æstetisk attraktion, som opstår og udspiller sig mellem drengen, synet, kameraet og træet, og herved bliver drengens anvendelse af kameraet både opdagende og skabende.

Studiet viser også, at når børn får adgang til kameraer, brydes de voksnes dominans over, hvad der dokumenteres i dagtilbuddet, og hvordan det gøres. Dette sker, bl.a. ved at børnene fotograferer de voksne i dagtilbuddet, hvorved børnene både undersøger og dokumenterer de voksnes kroppe og deres handlinger. Dermed gives børnene også mulighed for at deltage som en slags demokratiske aktører i dagtilbuddet. Ifølge forfatteren bliver børnenes perspektiver særligt tydelige, når børnene retter kameraerne mod de voksne, idet børnene her synliggør en mængde magtforhold og samtidig viser visuel modstand mod de materielle og diskursive hverdagspraktikker og regler, der findes i dagtilbuddet. Men børnene fotograferer også ofte hinanden. I modsætning til når pædagogerne fotograferer børnene, har børnene en tydelig etisk holdning til hinanden, når de fotograferer hinanden, konkluderer forfatteren. Det viser sig ofte i form af, at børnene spørger hinanden om lov til at tage et billede, inden de fotograferer.

Dataindsamlingen er foregået i to dagtilbud (förskoler), hvor forfatteren har foretaget sammenlagt seks ugers observation. Forfatteren gav to grupper af 3-årige børn adgang til digitalkameraer, men børnene fik ingen instruktioner i, hvordan kameraet skulle anvendes. Forfatteren har ikke aktivt styret, på hvilke måder børnene skulle fotografere. Børnene blev blot bedt om at fotografere det, de lavede i dagtilbuddet. Ingen af de deltagende børn har tidligere anvendt digitalkameraer i dagtilbuddet men bliver derimod ofte dokumenteret via fotografier, der sættes op på vægge i institutionen og i børnenes porteføljer. Datamaterialet består af forfatterens videooptagelser af børnenes anvendelse af digitalkameraerne, forfatterens feltnoter samt de fotografier, som børnene tog i forbindelse med dataindsamlingen. Det samlede datamateriale analyseres med afsæt i poststrukturalistiske perspektiver, herunder Karen Barads begrebsapparat om agential realism.

Magnusson, L. O. (2017). Treåringar, kameror och förskola – en serie diffraktiva rörelser. Doktorsavhandling. Göteborg: ArtMonitor, Göteborgs universitet.