Formål
Studiet undersøger den mulige nytteværdi af det norske vurderingsværktøj TRAS – Tidlig Registrering Av Språkutvikling – til vurdering af sprogfærdigheder hos børnehave-/vuggestuebørn med autismespektrumforstyrrelser (ASD). Dette værktøj kan bruges af pædagoger uden specifik oplæring. Studiet analyserede: (1) TRAS’ validitet i forhold til et etableret og valideret vurderingsinstrument, Vineland Adaptive Behavior Scales anden udgave (Vineland-II), og (2) TRAS’ evne til at opdage ændringer over tid, især i løbet af et behandlingsforløb.
Resultat
Resultaterne viste, at TRAS-scorerne steg betydeligt over tid, hvilket indikerer, at værktøjet er følsomt over for behandlingseffekter. TRAS-scorerne viste også en tydelig sammenhæng med Vineland kommunikationssubskala, som betyder, at målingen kan bruges til at vurdere sprogfærdighederne for børn med ASD. Forskerne bag studiet konkluderer, at TRAS kan være et muligt alternativ til mere omfattende sprogvurderingsværktøjer for børn med ASD.
Design
Deltagerne var 54 børn med ASD i alderen to til fem år, som deltog i et adfærds-interventionsprogram i Sverige. TRAS blev brugt til at vurdere deltagerne på tre tidspunkter under et behandlingsforløb for at undersøge, hvor følsom TRAS er i forhold til at opdage ændringer. Kun deltagere, som havde TRAS-resultater registreret ved alle tre tidspunkter, blev inkluderet i studiet (n = 27). Ved opstart blev børnene også vurderet ved hjælp af Vineland Adaptive Behavior Scales, og resultaterne blev derefter sammenlignet med TRAS-resultaterne.
Referencer
Hansén‐Larson, J., Bejnö, H., Jägerskogh, E., Eikeseth, S. & Klintwall, L. (2021). "TRAS: Validity and sensitivity of a language assessment tool for children with ASD". Scandinavian Journal of Psychology, 62(4):522-528.