Formål
Studiet undersøger, hvilken rolle lokale daginstitutionsledere havde i implementeringen af interventionen Motor skills in PreSchool (MiPS)-programmet i syv danske daginstitutioner. Programmet fokuserede på træning af koordination, balance samt grov- og finmotoriske udfordringer. Studiets formål var at øge forståelsen af, hvordan initiativer med henblik på at forbedre børns motoriske færdigheder kan implementeres i daginstitutionens praksis.
Resultat
Resultaterne viser, at daginstitutionslederne brugte kommunikation (sætte dagsorden og bruge tid på at diskutere programmet på personalemøder) og refleksionsspørgsmål vedrørende personalets aktuelle praksis i forhold til interventionen som primær handlingsmåde. Via denne form for kommunikation og refleksion ønskede daginstitutionslederne at involvere personalet og øge deres forståelse af den eksisterende praksis. Forskerne bag studiet mener, at fremtidige implementeringer af initiativer med henblik på at fremme fysisk aktivitet i daginstitutioner bør lægge vægt på et fælles ansvar mellem ledere og ansatte, som er kombineret med en tilpasningsdygtig tilgang, hvor den eksisterende praksis bliver omformet, i stedet for at øge arbejdsbelastningen hos det pædagogiske personale.
Design
Datamaterialet blev indsamlet ved hjælpe af semistrukturerede interview med daginstitutionsledere i syv danske daginstitutioner, som deltog i MiPS-programmet. Lederne blev interviewet om deres roller, overvejelser og handlinger i forbindelse med implementeringen og opretholdelsen af programmet.
Referencer
Klein-Wengel, T. T., Nielsen, J. V., Smedegaard, S. & Skovgaard, T. (2021). "The Role of Local Leaders in the Implementation of Adult-Initiated Motor Skill Development and Physical Activity in Preschool – A Case Study". International Journal of Environmental Research and Public Health, 18(24):13119.
Opdragsgiver
TrygFonden, Danmark