Formål
Studiets formål er at undersøge, hvilke elementer dagtilbudsmedarbejdere inkluderer i arbejdet med teknologi (technology education) i dagtilbuddet. Forfatterne anser i den forbindelse konstruktion (engineer education) som en del af det at lære om teknologi, idet det drejer sig om at konstruere og opdage, hvordan forskellige ting virker.
Resultat
Overordnet finder forfatterne syv kategorier, som dagtilbudsmedarbejderne inkluderer i deres arbejde med teknologi i dagtilbuddet.
- Artefakter og systemer i børns nærmiljø. Denne kategori beskrives af de fleste dagtilbudsmedarbejdere. Det mest centrale her er, at børn skal være i stand til at bruge både dagligdags og teknologiske artefakter. Dagligdagsartefakter kan fx være saks, lynlås eller hjul, mens teknologiske artefakter kan være computer, tablet og digitalkamera. Børn skal lære om artefakter, og hvad de kan bruges til (application), hvilket kræver, at børnene skiller tingene ad for at se, hvilke dele de består af, hvordan delene hænger sammen, og hvilken mekanik der ligger bag.
- Bygge/skabe (create). Det er vigtigt for dagtilbudsmedarbejderne at lade børnene anvende forskellige materialer, som de kan bygge eller skabe noget med, ligesom det er vigtigt at opfordre børnene til at være kreative ved at have materialer, der lægger op til kunstneriske projekter eller konstruktionsprojekter. Nogle medarbejdere mener, at børnene får viden om konstruktion gennem deres konstruktionsleg, fx viden om stabile og ustabile konstruktioner. Mange medarbejdere giver udtryk for, at de kreative aktiviteter skal initieres af børnene selv og ikke af de voksne.
- Problemløsning. Ifølge nogle medarbejdere er problemløsning en del af arbejdet med teknologi i dagtilbuddet. Det indebærer fx, at børn skal præsenteres for hverdagsudfordringer, som de selv eller med hjælp fra voksne er i stand til at løse.
- Teknologikonceptet. Nogle medarbejdere mener, at det er vigtigt for børnene at vide, hvad ”teknologi” er: Det er vigtigt, at børn forstår, at teknologi ikke er kompliceret, men at det er en del af deres hverdag.
- Eksperimenter. Nogle medarbejdere mener, at eksperimenter kan være et eksempel på teknologiske aktiviteter. De beskriver dog ikke, hvad det specifikt indebærer.
- Tekniske/motoriske evner. På svensk kan ”teknologi” forstås som både teknologi og teknik. Selvom teknik er vigtig for at kunne bruge artefakter, bruger nogle medarbejdere også teknik til at beskrive børnenes generelle motoriske evner, fx at være i stand til at klatre.
- Naturvidenskab (natural science). Nogle medarbejdere beskriver naturen i stedet for teknologi. De beskriver fx, hvordan man kan observere en blomst sammen med børnene.
Forfatterne konkluderer, at dagtilbudsmedarbejderne anser artefakter som centrale for deres arbejde med teknologi i dagtilbuddene. Den måde, teknologi er udspecificeret på i læreplanen, gengives kun delvist af medarbejderne, og nogle af de kategorier, som medarbejderne nævner, er slet ikke inkluderet i læreplanen (fx motoriske evner og naturvidenskab). Kun meget få medarbejdere påpeger, at børns leg og medarbejdernes understøttende rolle er vigtige i arbejdet med teknologi.
Design
Data blev indsamlet vha. et spørgeskema med åbne spørgsmål om indhold og aktiviteter i arbejdet med teknologi i dagtilbuddet. Spørgeskemaet blev sendt til 10 % af dagtilbuddene i én kommune. 102 dagtilbudsmedarbejdere (preschool teachers og daycare attendants) besvarede spørgeskemaet. Besvarelserne blev analyseret vha. indholdsanalyse.
Referencer
Sundqvist, P., & Nilsson, T. (2016). Technology education in preschool: providing opportunities for children to use artifacts and to create. International Journal of Technology and Design Education. DOI: 10.1007/s10798-016-9375-y.
Opdragsgiver
Uoplyst