Små børns fællesskabelse i en flertydig vuggestuepraksis

Formålet er at undersøge, hvordan små børn indgår i fællesskaber med hinanden i vuggestuens hverdag, og hvordan børnenes fællesskabelse hænger sammen med pædagogernes bestræbelser på at inkludere og opspore børn med behov for særlig støtte.

Overordnet viser studiet, at små børns fællesskaber i vuggestuen er gensidigt betingede af pædagogernes muligheder for at udforske hverdagen med børnene. Herudover peger analyserne på, at børnenes fællesskabelse i vuggestuen vanskeliggøres, når pædagogerne samtidig skal evaluere og dokumentere børns deltagelse og kompetenceudvikling. Forfatteren konkluderer, at når pædagogerne gøres ansvarlige for at opspore og vurdere bekymringsvækkende børn, begrænses fleksibiliteten i den pædagogiske hverdagspraksis, og pædagogernes muligheder for at inddrage børnenes perspektiver indskrænkes.

Forfatteren finder, at pædagogernes bestræbelser på at inkludere alle børn og samtidig opspore de børn, der har behov for særlig støtte, skaber en række dilemmaer for pædagogerne. Flere af pædagogerne giver udtryk for, at i situationer, hvor evaluering bliver centralt, er det vanskeligt at udforske hverdagen sammen med børnene og dermed inddrage børnenes bidrag til de fælles aktiviteter. Måden, hvorpå børnenes hverdagsliv og læringsaktiviteter tilrettelægges af de voksne, får således betydning for børnenes fællesskabelse og for, hvordan børnene kan forfølge egne interesser og få indflydelse på det, der sker, samt lære heraf. For børnene betyder det, at deres indflydelse på hverdagens aktiviteter og deres mulighed for sammen at undersøge omverdenen begrænses. Et eksempel er, da de voksne forsøger at etablere en læringsaktivitet i form af en skattejagt, hvor børnene skal finde farver og former på legepladsen, mens børnene er optaget af at hoppe i en stor vandpyt sammen. De voksne er altså optaget af en dagsorden, der på sin vis er afkoblet fra børnenes egne undersøgelser og interesser. Ifølge forfatteren illustrerer dette, hvordan et entydigt fokus på afviklingen af en dokumenterbar læringsaktivitet vanskeliggør, at de voksne ser, hvordan børnene selv skaber en læringssituation, og ser, hvordan børnenes fællesskabelse er forbundet til de pædagogiske aktiviteter i vuggestuen.

Analyserne peger også på, at pædagogerne står alene med at håndtere opsporings- og vurderingsarbejdet, og at flere pædagoger udtrykker ønske om mere sparring og hjælp fra særligt PPR-psykologer, således at vurderingsarbejdet i højere grad gøres til et fælles anliggende via det tværfaglige samarbejde.

Afhandlingens empiriske fundament består af et 10 måneder langt feltarbejde i to vuggestuegrupper med børn i alderen 1-2 år. Vuggestuerne er udvalgt, fordi de kan betegnes som ressourcestærke, og fordi flere af de ansatte har deltaget i udviklingsprojekter eller efter- og videreuddannelse omhandlende fx inklusion i dagtilbud. Gennem deltagerobservationer udforsker forfatteren børnenes deltagelse og fællesskabelse i de pædagogiske aktiviteter og rutiner ”samling”, ”legepladsliv” og ”mellemrum” samt det pædagogiske arbejde med inklusion og opsporing. Datamaterialet består af feltnoter, situerede samtaler med vuggestuepersonalet samt semistrukturerede interview med to udvalgte pædagoger, en PPR-psykolog og teamlederen i et ressourceteam. I tillæg har forfatteren observeret tværfaglige møder, personalemøder og pædagogmøder, ligesom forfatteren inddrager forskellige dokumenter såsom årsplaner, mødereferater og kommunale samarbejdsprocedurer.

Munck, C. C. C. (2017). Små børns fællesskabelse i en flertydig vuggestuepraksis. Ph.d.-afhandling. Roskilde: Roskilde Universitet.