Professionsidentitet i bevægelse

Forfatter
Munksgaard, K. F., Haandbæk Schmidt, C. & Skovgaard, T.
Kilde
Forskning i Pædagogers Profession og Uddannelse, 3(1):68-86
År
2019

Formål

Artiklen undersøger, hvordan pædagoger forstår og udvikler deres professionsidentitet under indflydelse af praksisfællesskaber, hvor bevægelse og fysisk aktivitet har et specielt fokus. Forskningsspørgsmålene er: 1) Hvilken indflydelse har bevægelse og fysisk aktivitet på Pædagogernes udvikling af professionsidentitet? 2) Hvordan påvirker praksisfællesskaber pædagogernes udvikling af mestringstro, følelsesmæssigt engagement og motivation?

Resultat

Gennem kortlægning af teorier og interviews med pædagoger hævder forfatterne, at pædagogers professionsidentitet i relation til fysisk aktivitet skal forstås gennem begreberne mestringstro, motivation og følelsesmæssigt engagement, og at disse elementer udvikles i praksisfællesskaber, som pædagogen er en del af. Når pædagoger har en høj grad af mestringstro, er motiverede og følelsesmæssigt engagerede, har det en positiv effekt på deres professionsidentitet og den fysiske aktivitetspraksis i børnehaven.

Design

Forskerne har kortlagt teorier om udvikling af pædagogers professionsidentitet i relation til bevægelse og fysisk aktivitet inspireret af metoden realist review. Med de teoretiske fund fra kortlægningen som baggrund blev der også gennemført interviews med fire danske pædagoger for at efterprøve, om fund fra teorien blev bekræftet af praksis i børnehaven. De udvalgte pædagoger deltog i den kommunale satsning "Aktive Børn i Dagtilbud". Projektet havde som mål at fremme fysisk aktivitet hos børnehavebørn og krævede blandt andet, at børnehavepersonalet skulle gennemføre forskellige fysiske aktivitet med børnene.

Referencer

Munksgaard, K. F., Haandbæk Schmidt, C. & Skovgaard, T. (2019). "Professionsidentitet i bevægelse". Forskning i Pædagogers Profession og Uddannelse, 3(1):68-86.