Formål
Formålet med studiet er at undersøge, hvad svenske og norske pædagoger fremhæver som værende vigtigt for børns sproglige læring i en dagtilbudskontekst.
Resultat
Resultaterne viser, at der er flere ligheder mellem, hvad svenske og norske pædagoger fremhæver som værende vigtigt for børns sproglige læring. Både svenske og norske pædagoger værdsætter børnenes egne interesser og deres ret til at engagere sig i de læringsaktiviteter, som dagtilbuddene tilbyder. Hvis børnene er uinteresserede og uengagerede, vil hverken de svenske eller de norske pædagoger tvinge dem til at deltage. Pædagogerne er også enige om, at sproglig læring er vigtig for børn, særligt læring om ordforråd i hverdagssituationer. Med hensyn til børnenes læring om ordforråd er der dog også forskelle mellem de svenske og norske pædagoger. De norske pædagoger udtrykker, at børns læring om ordforråd opstår, når børn hører ord i en relevant kontekst her og nu, hvorimod de svenske pædagoger forholder sig til børns læring om ordforråd i et livslangt perspektiv (lifelong learning). Med hensyn til, hvordan pædagogerne arbejder med børns sproglige læring og hvorfor, indikerer resultaterne, at pædagogerne er utydelige i deres fortællinger. Pædagogerne fra begge lande præsenterer hverdagssamtaler som værende den vigtigste kontekst for børns sproglige læring, inklusive hverdagsaktiviteter såsom måltider, leg og bleskift. Dog udtrykker ingen af pædagogerne, hvordan disse situationer kan være med til at bidrage til udviklingen af børns ordforråd.
Design
Dette studie baserer sig på 69 interviews med svenske pædagoger og 35 interviews med norske pædagoger. Interviewene blev udført af pædagogstuderende i løbet af en praktikperiode i deres uddannelse. Interviewguiden bestod af ni spørgsmål udarbejdet af forskerne. Spørgsmålene søgte at afdække, hvad pædagogerne lagde vægt på med hensyn til børns sproglige læring, hvordan de arbejdede med børns sproglige læring og hvorfor. De pædagogstuderende havde modtaget tydelige instruktioner i, hvordan interviewet skulle udføres, og hvordan det efterfølgende skulle transskriberes. Det empiriske materiale er blevet gennemlæst og analyseret af forskerne, hvor fokus har været på, hvad pædagogerne udtrykte som værende de vigtigste aspekter vedrørende børns sproglige læring. Først analyserede forskerne interviewene separat, og derefter foretog de en komparativ analyse med fokus på ligheder og forskelle mellem de svenske og norske pædagogers udtrykte vigtigste aspekter i arbejdet med børns sproglige læring, og hvordan pædagogerne arbejdede med børns sproglige læring og hvorfor.
Referencer
Sheridan, S., & Gjems, L. (2017). Preschool as an arena for developing teacher knowledge concerning children’s language learning. Early Childhood Education Journal, 45(3), 347-357.