Power relations in pre-school children’s play.

Forfatter
Cederborg, A.-C.
År
2021

Formål

Studiet undersøger, hvordan børn i en svensk børnehave organiserer magt og hierarki i udendørs leg uden at skabe konflikter. Ved at analysere fire børns leg ser forskeren på, hvordan ét barn tager lederrollen, mens de andre naturligt følger efter. Målet er at forstå, hvordan børnene skaber en social orden og udøver autoritet på en harmonisk måde.

Resultat

Resultaterne viser, at små børn, akkurat som ældre børn, kan opbygge og opretholde asymmetriske relationer under leg ved at samarbejde om at konstruere statuspositioner gennem sprog, kropssprog og brug af objekter. Nogle børn følger lederen, når lederen er tydelig. Dette kan være smart for at undgå konflikt, men det kan også medføre, at de nogle gange bliver behandlet dårligt. På baggrund af disse erfaringer lærer børnene, hvordan de selv kan være ledere, og hvordan nogle børn bliver tilsidesat, mens andre bliver sat i centrum.

Design

Studiet er en del af et større projekt, hvor 46 børn fra en svensk daginstitution blev observeret med henblik på at forstå deres inkluderings- og ekskluderingsstrategier i leg. I dette etnografiske casestudie analyseres en specifik episode fra en videooptagelse af fire børn (mellem tre og fem år), som leger i daginstitutionens udeområde. Fokus ligger på, hvordan børn interagerer for at etablere en social orden i legen, og hvordan de kommunikerer deres perspektiver til hinanden.

Referencer

Cederborg, A.-C. (2021). "Power relations in pre-school children’s play". Early Child Development and Care, 191(4):612-623.

Opdragsgiver

Stiftelsen Marcus och Amalia Wallenbergs Minnesfond, Sverige