Innehåll och innebörd i lärares arbete i förskola och skola.

Forfatter
Gannerud, E.; Rönnerman, K.
Kilde
Göteborg: Acta Universitatis Gothoburgensis.
År
2006

Formål

Studiets formål er at opnå viden om pædagogers og læreres arbejde med omsorg og læring i børnehave, børnehaveklasse og skolens første år. Studiet analyserer samarbejdsformer og kompetenceudvikling i de tre institutioner og inddrager forskelle og ligheder i pædagogers og læreres arbejde i relation til børnegruppen og klassen. Fokus er på arbejdets indhold og udformning, men også på de vilkår og rammer som arbejdet er underlagt. Studiet knytter an til feministisk forskning og aktionsforskning og søger i et samfundsbelysende og kønsteoretisk perspektiv at kaste lys over institutionernes historiske traditioner, men også over deres hverdagsrutiner og selvforståelser.

Resultat

Resultatet viser at de arbejdsopgaver som indgår i pædagogers og læreres daglige arbejde, er mangfoldige og nødvendige for gennemførelsen af arbejdet. Forskelle og ligheder mellem de forskellige institutioner undersøges i relation til følgende områder: demokrati og kontrol, samvær og interaktion, muligheder i arbejdssituationen, læring og omsorg. Pædagogerne og lærerne beskriver typisk deres arbejde ud fra de aktiviteter som planlægges og gennemføres med børn eller elever. Det konkluderes at de pædagogisk-didaktiske og de socioemotionelle dimensioner er sammenvævede i dagligdagen. Det arbejde som knytter an til omsorg og trivsel, er kønsmærket som ’kvindeligt’, men det konkurrerer ikke med opnåelsen af læringsmål og børns præstationer. Omsorg og læring er således ikke modstridende i de tre institutioner, men snarere forudsætninger for hinanden.

Design

Dataindsamlingen udgøres af feltstudier i tre institutioner: en børnehave, en børnehaveklasse og første til tredje klasse i skolen. Der er gennemført i alt syv interview med lærere og pædagoger samt observationer i alle tre institutioner. Dataindsamlingen indeholder derudover tankekort som er udviklet under projektet, samt dokumentanalyse af virksomhedsplaner, styringsdokumenter og artikler.

Referencer

Gannerud, E.; Rönnerman, K. (2006). Innehåll och innebörd i lärares arbete i förskola och skola. Göteborg: Acta Universitatis Gothoburgensis.

Opdragsgiver

Riksbankens Jubileumsfond i Sverige