Formål
Formålet er at undersøge pædagogers tanker og ræsonnementer omkring anvendelse af billedbøger i daginstitutionen. Disse forstås i studiet som basis for pædagogernes arbejde med bøger i den daglige pædagogiske praksis. Studiet baseres på data fra et større etnografisk studie (Simonsson, 2004, Bilderboken i förskolan – en utgångspunkt för samspel).
Resultat
Resultaterne berører fire temaer: 1) pædagoginitierede bogpraktikker, hvilket vil sige at pædagogerne organiserer praksis omkring bøger på mange måder: til frokost, til samling, ved højtlæsning for mere end et barn og besøg på biblioteket, 2) billedbogens betydning i daginstitutionerne: Bøger er en del af børnekulturen og børnenes opbygning af kulturel kapital, en kilde til viden og en måde at udvikle børnenes koncentration og fantasi på, 3) adgang til bøger: Der er ydre rammer som kan virke begrænsende, ligesom pædagogernes manglende kompetencer på området også begrænser adgangen til bøger og 4) pædagogernes rolle: Pædagogerne anvender forskellige strategier til indkøb og lån af bøger og holder øje med børnenes boglån, men det er også dem som introducerer børnene til nye bøger og fungerer som rollemodeller i kraft af den måde de bruger bøger på i dagligdagen. Den samlede konklusion er at pædagoger anser bøger for at være en vigtig del af daginstitutionen, og at børnene via den fælles praksis omkring bøger indlemmes i en skriftsprogskultur. Det betyder at bøger forstås som et vigtigt redskab igennem hvilket pædagogerne kan realisere ’den gode barndom’.
Design
Data består hovedsageligt af fokusgruppeinterview med pædagoger og i mindre grad af et observationsmateriale. Data er indsamlet i to daginstitutioner med deltagelse af i alt 8 pædagoger og 52 børn mellem tre og fem år.
Referencer
Simonsson, M. (2006). Pedagogers möte med bilderböcker i förskolan. Linköping: Linköpings Universitet.
Opdragsgiver
Det Svenske Vetenskapsråd