Lek och skolämnen i en ny lärarroll: Temaarbete med 3-9-åringar: En aktionsforskningsstudie.

Forfatter
Rosenqvist, M. M.
Kilde
Stockholm: Norstedts akademiska förlag.
År
2006

Formål

Formålet med undersøgelsen er at beskrive og vurdere en alders- og temaintegreret institution for børn mellem tre og ni år. I institutionen arbejdes der temaorienteret, og børn inddeles i grupper ud fra aktiviteter tilknyttet disse og ikke ud fra deres alder. Institutionen er en mellemting mellem en skole, fritidsordning, børnehaveklasse og børnehave. Undersøgelsen har til formål at besvare to overordnede spørgsmål: 1) ’Kan leg og omsorg forenes i temaundervisningen?’ Spørgsmålet behandles ud fra begreberne inklusion, organisatorisk integrering og integration. 2) ’Hvorledes afføder den alders- og temaintegrerede institution en ny pædagog- og lærerrolle med et fælles indhold fra børnehave og skole?’ Ud fra disse to spørgsmål behandles følgende spørgsmål: ’Hvordan vælges og anvendes temaerne? Hvad vil det sige at tage udgangspunkt i barnets interesser og erfaringer samt behov for tryghed og omsorg? Hvilke arbejdsområder fremtræder i temaarbejdet når pædagogerne tager udgangspunkt i barnet?’

Resultat

Et af studiets resultater er at den alders- og temaintegrerede institution giver børn rig mulighed for fri leg (leg uden voksenstyring). Barnet vælger ofte selv legekammerater og indhold i legen. Leg indgår som en naturlig del af temaarbejdet, og der iagttages nye grupper af børn i forskellige aldre som gennemfører aktiviteter sammen (af forfatteren kaldet fleksibel organisatorisk integrering). Institutionen integrerer læreplanen fra både daginstitutionen og skolen, hvilket i projektet omtales som den integrerede læreplan. Begge faggruppers kompetencer er vigtige for at opnå en balance mellem leg, læring, undervisning og omsorg. Det er en mulig og fremkommelig vej at forene leg med emneundervisning i temaarbejde samt at gennemføre arbejdsformer for børnene uanset deres alder. Forskeren identificerer desuden en ”generativ arbejdsmåde” som en ny pædagog/lærerrolle, hvor pædagogerne lytter og arbejder på at knytte aktiviteter til hændelser i børnegruppen på baggrund af dialog med børnene om deres interesser overvejelser, ideer og erfaringer. I dialigen sætter pædagogen desuden spørgsmålstegn ved sine egne værdier i mødet med børnenes værdier og behov. Gennem den generative arbejdsmåde bliver børnene medskabere af aktiviteterne, hvilket de finder meningsfyldt og motiverende.

Design

Dataindsamlingen består af fokussamtaler, fokusgruppesamtaler, interview med rektor, logbog og spørgeskema til pædagogerne.

Referencer

Rosenqvist, Mia Maria. (2006). Lek och skolämnen i en ny lärarroll: Temaarbete med 3-9-åringar: En aktionsforskningsstudie. Stockholm: Norstedts akademiska förlag.

Opdragsgiver

Projektet er støttet af Stiftelsen Länsförsäkringsbolagens Forskningsfond, Högskolan Dalarna og Högskolan i Gävle.