Etikk i praksis. Barn med samspillsvansker og medvirkning i barnehagen.

Forfatter
Åmot, I.
Kilde
Nordisk Barnehageforskning 5(18), 1-11.
År
2012

Formål

Formålet med undersøgelsen er at belyse de valg og dilemmaer, som ansatte i dagtilbud møder i deres daglige pædagogiske praksis med børn med interaktionsvanskeligheder.

Resultat

Studiets resultater viser, at det er vigtigt for børn med interaktionsvanskeligheder at få hjælp til at blive set og hørt. Personalet i dagtilbuddet oplever, at det nogle gange kan være vanskeligt at give børnene en synlig plads i fællesskabet, da personalets handlinger ofte sker i en lind strøm og præges af mange øjebliksvurderinger og hurtige beslutninger. De børn, der har vanskeligheder med at interagere, bliver ofte beskrevet som børn, der lever på kanten af fællesskabet. Det fremgår tydeligt af datamaterialet, at mange af de ansatte har problemer med at tage hensyn til det enkelte barns behov og samtidig tage højde for den kollektive barnegruppe. Mange af de børn, som har interaktionsvanskeligheder, bliver også ofte betegnet som urolige og ender let i konflikt med andre børn, og de ansatte i dagtilbuddet fremhæver, at de ofte oplever etiske dilemmaer i dagligdagen med disse børn. Studiet viser eksempelvis, at der i dagtilbuddet findes forskellige praksisser for, hvordan børn med interaktionsvanskeligheder bliver korrigeret ved uhensigtsmæssig adfærd, og hvordan børn uden interaktionsvanskeligheder korrigeres. Børnenes individuelle læreplaner bliver set som en måde, hvorpå man kan sikre og rette fokus mod det enkelte barns krav på deltagelse i dagtilbuddet.

Design

Det empiriske materiale i undersøgelsen er indhentet fra tre forskellige kommunale dagtilbud i Norge. Dataindsamlingsperioden var otte måneder i 2008-2009. To af de tre dagtilbud tilhører en bykommune med knap 200.000 indbyggere, og det tredje tilhører en landkommune, hvor der er mindre end 20.000 indbyggere. Dataindsamlingen består af otte børn, som ansatte og forældre var enige om, var børn med interaktionsvanskeligheder: to piger og seks drenge i alderen fra tre år og fire måneder til seks år og 11 måneder. De udvalgte børn kommunikerede hver især på forskellige måder, men alle havde problemer med at forstå og tilpasse sig andres kommunikation. En individuel læreplan var udarbejdet for hvert af børnene. Data består af jævnlige observationer af hverdagslige aktiviteter, hvor mindst ét af børnene deltager. Desuden har forskeren skrevet feltnotater og interviewet dagtilbudspersonalet i tilsammen syv fokusgruppeinterviews. Tema i interviewene tog udgangspunkt i observationerne og havde til hensigt at give indblik i de ansattes refleksioner og oplevelser af de dilemmaer, de møder i det daglige arbejde. Analysen har fulgt principperne for deskriptiv fænomenologi.

Referencer

Åmot, I. (2012). Etikk i praksis. Barn med samspillsvansker og medvirkning i barnehagen. Nordisk Barnehageforskning 5(18), 1-11.

Opdragsgiver

uoplyst