Stille kamp om makten. En studie av barns interaksjon i digital kontekst i barnehagen.

Forfattere
Jernes, M.
Engelsen, K.S.
Kilde
Nordic Studies in Education 32, 281-296.
År
2012

Formål

Studiet har til formål at undersøge, hvordan inklusion og eksklusion kommer til udtryk i børns samspil ved computere, samt hvordan dette opleves af pædagogerne.

Resultat

Studiet viser, at børns samvær i en digital kontekst er komplekst og kan indeholde både venskab og elementer af magt og eksklusion. Gennem en konkret episode, der for pædagogerne ser ud til at være en inkluderende situation, illustrerer studiet, hvorledes intern eksklusion finder sted omkring computerne. Intern eksklusion forstås som det, der sker, når man er indenfor en gruppe eller et fællesskab, men bliver overset, ved at de andre ser på hinanden, og ingen lytter, når man taler. Studiet viser, hvordan drengen José, som har begrænsede norske sprogkundskaber, ikke kan komme til at spille, selvom han har ventet i 30 minutter, og æggeuret har ringet flere gange for at markere, at det er tid til at bytte plads. Han har flere gange nonverbalt markeret, at det er blevet hans tur til at få computeren, men de tre andre drenge reagerer ikke på hans henvendelser. Når det ved hjælp af pædagogen endelig lykkes José at få lov at spille, varer spillet kun i fem minutter for hans vedkommende, før æggeuret igen ringer, og de tre andre drenge overtager computeren. Det pædagogiske personale udtaler, at de er klar over, at der kan forekomme eksklusion rundt omkring computerne, men at de stoler på, at børnene kan håndtere en retfærdig fordeling i kammeratgruppen. Det pædagogiske personale nævner desuden behovet for en mere nærværende pædagog, der er til stede og kan hjælpe børn, der ikke kan hævde deres ret. Forskerne argumenterer for, at pædagogen kunne have forklaret de andre børn, hvilke signaler José gav, når han ville vise, at det var hans tur. Mange i personalegruppen har derudover noteret sig, at den voksne ikke aktivt er med i den digitale kontekst, men udelukkende har rollen som den kontrollerende. Ifølge personalet bør pædagogerne være til stede og deltage for at kunne være i stand til at give barnet flere udfordringer, vejledning og stimulering undervejs i spillet. Mere generelt viser studiet, at computeren tages i brug af drengene og anvendes til spil eller tegning.

Design

Data er indsamlet i tre norske dagtilbud. Gennem forskellige kvalitative metoder er data indsamlet i form af dagbog, feltnoter, observation, interview og videooptagelser. Data er analyseret ved hjælp af fænomenologi og hermeneutik, hvorved forfatterne har søgt at fange meninger og tanker. Analyser af datamaterialet er præsenteret gennem narrativer om den tosprogede dreng José.

Referencer

Jernes, M. & Engelsen, K.S. (2012). Stille kamp om makten. En studie av barns interaksjon i digital kontekst i barnehagen. Nordic Studies in Education 32, 281-296.

Opdragsgiver

Norges forskningsråd