Musikstunder i förskolepraktik: Samband mellan musikens mening, aktivitet och aktivitetsformer.

Forfatter
Holmberg, Y.
Kilde
Nordisk Barnehageforskning 5(23), 1-14.
År
2012

Formål

Med udgangspunkt i tre svenske dagtilbud er det formålet med studiet at undersøge aktiviteter og aktivitetsformer i musiktimer for børn mellem tre og fem år.

Resultat

Undersøgelsen konkluderer, at der er brug for mere undersøgende tilgange til sang og dans, mens instrumentspil med en mere reproducerende form kunne tilbyde børnene dybere indsigt i musikinstrumenternes grundelementer. Undersøgelsen viser, at musiktimernes aktiviteter udgøres af henholdsvis sang, dans og instrumentspil. I undersøgelsen knyttes sang og dans til det reproducerende. I forbindelse med sang synger barnet og pædagogen sammen. Sangene er for det meste udvalgt fra et velkendt repertoire og er typisk forbundet med dét, barnet og pædagogen gør sammen. I forbindelse med dans kan aktivitetsformen også knyttes til det reproducerende, fx ved at dansen typisk bruges til at illustrere en sang med et stærkt fokus udelukkende på bevægelse. Undersøgelsen viser, at når børnene derimod tilbydes at indgå i aktiviteter som instrumentspil, er formen mere producerende. I den sammenhæng tilbydes børnene mere kreative, improviserende og undersøgende tilgange til musikken.

Design

Undersøgelsen tager udgangspunkt i tre pædagogers musiktimer. Pædagogerne er fra forskellige dagtilbud. Udvælgelsen af dagtilbuddene er foregået sådan, at de tre institutioner såvel etnisk som socioøkonomisk repræsenterer Malmö by. Videooptagelser af de tre pædagogers musiktimer udgør datagrundlaget. Data er blevet sorteret i forhold til, hvordan børnene indgår i en aktivitet (fx at synge), og dennes aktivitetsform. Med henblik på at knytte aktiviteten til en form er data kategoriseret i forhold til, hvorvidt aktiviteten er reproducerende, improviserende og/eller undersøgende.

Referencer

Holmberg, Y. (2012). Musikstunder i förskolepraktik: Samband mellan musikens mening, aktivitet och aktivitetsformer. Nordisk Barnehageforskning 5(23), 1-14.

Opdragsgiver

uoplyst