Noise in the preschool. Health and preventive measures.

Forfatter
Sjödin, F.
Kilde
Umeå universitet: Institutionen för folkhälsa och klinisk medicin, Yrkes- och miljömedicin.
År
2012
ISBN
978-91-7459-518-5

Formål

Det overordnede formål med denne afhandling er at undersøge lydmiljøet i svenske dagtilbud, samt hvilke trivsels- og sundhedsmæssige konsekvenser det har for ansatte i dagtilbud at blive udsat for støj i hverdagen. Derudover ønsker forskeren at undersøge, hvilke tiltag der kan igangsættes for at begrænse omfanget af støj ved at se på forskellige akustiske og organisatoriske tiltag.

Resultat

Studiet viser, at rigtig mange af pædagogerne rapporterede, at de efter en arbejdsdag er lydtrætte, samt at deres søvn bliver forstyrret af at arbejde i et miljø med højt støjniveau. Analyser af arbejdsbelastning blandt de ansatte viser, at de bruger megen energi på at arbejde i miljø med larm, hvilket giver udslag af stress og udbrændthed. Derudover viser studiet, at eksponeringsniveauet overfor støj er ret jævnt fordelt på de forskellige dagtilbud. Forskellene i eksponeringsniveau fordelt på ugedage var små, men forskellene mellem individer var store, det vil sige, at der var store forskelle i, hvor lydsensitivt personalet var. De deltagende pædagoger karakteriserer lydmiljøet som den mest besværende arbejdsmiljøfaktor. De mest fremtrædende kilder til støj er, ifølge studiet, børnestemmer og lyd fra aktiviteter. Oplevelsen af have et dårligt lydmiljø forringer forudsætningerne for det pædagogiske arbejde og øger frekvensen af sundhedsmæssige problemer. Akustiske foranstaltninger, såsom nye ventilationssystemer, nye borde, isolationsvægpaneler, legetøj, der ikke larmer, og færre børn på stuen, viste sig at have en langt større effekt på lydmiljøet sammenlignet med organisatoriske foranstaltninger, såsom at have et afslapningsrum, at give lyd- og stemmetræning til børn og voksne eller at montere en støjmåler i lokalerne.

Design

Afhandlingen, som er baseret på et samarbejde med dagtilbud i Umeå kommune i Sverige, består af to delstudier. I første delstudie deltager 101 pædagoger, og i andet delstudie deltager 24 pædagoger. Det første delstudie omhandler målinger af støjniveau i legerum og spiserum. Påvirkningen af oplevelser samt sundhedseffekter af lydmiljøet er analyseret ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse samt prøver af stresshormonet kortisol hos de deltagende pædagoger. Desuden bliver der foretaget en audiometisk screening for at undersøge deltagernes hørelsesstatus. I delstudie to undersøger forskeren sammenhængen mellem larm og arbejdsmiljø, og hvordan dette påvirker stressniveauet hos medarbejderne.

Referencer

Sjödin, F. (2012). Noise in the preschool. Health and preventive measures. Umeå universitet: Institutionen för folkhälsa och klinisk medicin, Yrkes- och miljömedicin.

Opdragsgiver

AFA Försäkring