“The demand for flexibility as a process of disenfranchisement”.

Formålet med studiet er at undersøge, hvilke implikationer de øgede krav til fleksibilitet har for ledere og personale i dagtilbud. Fleksibilitet forstås som evnen til konstant at bøje og forme ens arbejdsforestillinger og identitet til evigt skiftende krav såsom tilpasningsdygtighed, mobilitet og kreativitet. Artiklens hovedfokus er de problematiske aspekter af fleksibilitet, som interviewede pædagoger gav udtryk for.

Studiet finder, at kravet til medarbejdere om at udvise fleksibilitet kan analyseres som en umyndiggørende proces både fagligt set og mere generelt, da pædagogerne oplever det som vanskeligt at rejse kritik af de evigt skiftende krav. Internaliseringen af fleksibilitet er vanskelig for pædagoger at håndtere og sætter dem samtidig under alvorligt psykisk pres. Det vil sige, at fordringen om fleksibilitet ikke kun er ledsaget af krav om at nedbryde arbejdsrutiner, men også af en følelse af mangel på selvsamme arbejdsrutiner. Medarbejderne undlader desuden at kritisere denne udvikling af frygt for repressalier.

Datamaterialet består af 48 fokusgruppeinterviews med i alt 248 deltagere, heraf både pædagoger, ledere og tillidsrepræsentanter. Hver fokusgruppe bestod af seks til otte personer, og ingen pædagoger blev sat i samme fokusgruppe som deres overordnede.

Petersen, A. & Willig, R. (2011). “The demand for flexibility as a process of disenfranchisement”. Distinktion: Scandinavian Journal of Social Theory, 12(3), 343-362.