Formål
Formålet med studiet er at undersøge effekten af et etårigt interventionsprogram med tandbørstning og fluoridbehandling i dagtilbud i Vollsmose, Odense.
Resultat
Resultaterne for udviklingen mellem prætest og posttest viser, at børnene i både interventionsgruppen og kontrolgruppen gennemsnitlig udviklede knap to nye carieslæsioner i løbet af undersøgelsesperioden. Når carieslæsioner, der ikke har ført til brud på emaljen, sorteres fra, viser tallene, at der blandt interventionsbørnene kunne iagttages én gennemsnitlig ny carieslæsion i undersøgelsesperioden, mens børnene i kontrolgruppen gennemsnitlig udviklede knap halvanden nye carieslæsioner. Endvidere forblev flere børn cariesfrie i interventionsgruppen end i kontrolgruppen.
Design
Undersøgelsesdesignet er en kvasieksperimentel tilgang med prætest og posttest. Baggrunden for studiet er, at børnehavebørn i bydelen Vollsmose uden for Odense har op til fem gange så meget caries i mælketænderne som børn i resten af Odense. Børnene er endvidere karakteriseret ved at have ekstremt hurtig cariesprogression. 525 børn fra Vollsmose deltog i studiet. Børnene blev fordelt på en interventionsgruppe (323 børn) og en kontrolgruppe (202 børn). Børnene kom fra 10 af de 12 lokale dagtilbud, hvoraf seks dagtilbud udgjorde interventionsgruppen, og fire dagtilbud udgjorde kontrolgruppen. Samtlige børn med tidligere diagnosticerede carieslæsioner fik fluoridbehandling på selve undersøgelsesdagen. Derudover fik interventionsbørnene med tidligere carieslæsioner fluoridbehandling på alle tandflader med tre måneders mellemrum. I interventionsgruppen fik alle børn børstet tænder i dagtilbuddet på daglig basis.
Referencer
Jensen, H.N. & Klausen, B.S.J. (2011). ”Tandbørstning og Fluoridbehandling: En intervention i Vollsmoses børnehaver”. Odense: Odense Tandpleje.
Opdragsgiver
Odense Kommune og Nordeafonden