Formål
Formålet med studiet er at beskrive og definere konstruktiv konkurrence som et pædagogisk fænomen i forskellige læringssammenhænge. Konkurrence i læringssammenhænge kan forekomme både som destruktiv konkurrence – hvis det finder sted som forsøg på at komme frem på andres bekostning – og som konstruktiv konkurrence, hvilket forfatterne forbinder med motivation, men som det er målet at definere gennem undersøgelsen.
Resultat
Studiet viser, at konstruktiv konkurrence består af mindst seks dimensioner, og børn og pædagoger kan konkurrere inden for alle disse dimensioner. Dimensionerne er: (1) at være hverken vindere eller tabere, (2) social sammenligning af kompetencer, (3) konstruktiv motivation, (4) gensidig vejledning, (5) at vinde og (6) at strække sig ud over ens eget forventede potentiale. Arten af den konkurrence, der finder sted, er blandt andet afhængig af, om dimensionerne er proces- eller resultatorienterede, og om en eller flere andre opleves som konkurrenter. Forfatterne konkluderer, at konkurrence er en drivkraft for samarbejde, og at samarbejdet er en af de vigtigste betingelser for at konkurrere konstruktivt. Viljen til at lære er en anden afgørende forudsætning for udvikling af konstruktiv konkurrence, samtidig med at konstruktiv konkurrence motiverer til læring.
Design
I alt omfatter undersøgelsen 78 børn i alderen 5-18 år og 29 pædagoger og lærere fra dagtilbud, grundskoler og ungdomsuddannelser. 12 børn på fem år og seks pædagoger blev interviewet gennem semistrukturerede interviews, hvor udgangspunktet for interviewene var fotografier, der illustrerede forskellige former for konkurrencesituationer. Fokus i interviewene var på konkurrence, motivation, læring og ydre betingelser i læringskontekster. Materialet blev efterfølgende analyseret for at beskrive, hvordan børnene og pædagogerne udtrykker og opfatter konkurrence i forskellige situationer.
Referencer
Sheridan, S. & Williams, P. (2011). “Developing Individual Goals, Shared Goals, and the Goals of Others: Dimensions of Constructive Competition in Learning Contexts”. Scandinavian Journal of Educational Research, 55(2), 145–164.
Opdragsgiver
uoplyst