”Becoming a Preschool Child: Subjectification in Toddlers During Their Introduction to Preschool, from a Gender Perspective”.

Forfatter
Månsson, A.
Kilde
International Journal of Early Childhood, 43, 7-22.
År
2011

Formål

Formålet med studiet er at bidrage med viden om børns start i dagtilbud med fokus på subjektivering fra et kønsperspektiv. Studiet beskæftiger sig med børns overgang fra hjem til dagtilbud og især med indkøringsperioden i dagtilbuddet. Med subjektiveringen forstås de processer, hvor forskellige positioner bliver gjort tilgængelige for børnene, og forfatteren fokuserer således ikke på det enkelte barn, men fremhæver subjektiveringsprocesser: hvordan der i sociale interaktioner med pædagoger og det pædagogiske miljø skabes positioner til børnene.

Resultat

Forfatteren fremskriver i analysen tre særlige positioner, som bliver gjort mulige for børnene. Den første er barnet som trængende og reguleret. Børn i denne kategori anses af pædagogerne for at have stort behov for en nøgleperson, når de bliver introduceret til dagtilbuddet, og der bliver givet meget omsorg til disse børn. Den anden position kan forstås som en modpol til den første kategori og benævnes barnet som kompetent. Denne kategori udspringer af, at pædagogers holdning over for børn også er præget af et syn, der handler om, at børn kan håndtere situationer uden hjælp fra de voksne. Den tredje position er anerkendelse af dreng som noget særligt. Forfatteren skriver, at hun i mange situationer observerede en særlig følelsesmæssig interaktion mellem en pædagog og en bestemt dreng, Albin. For eksempel roser pædagogen ofte Albin og giver ham meget opmærksomhed ved at beskrive ham som ”en rigtig brandmand” og en ”charmør”. Situationerne består af den samme pædagog og den samme dreng hver gang. I disse situationer får drengen mulighed for at tage en position som ”en, der skiller sig ud”. Forfatteren konkluderer, at den særlig positive opmærksomhed, Albin får, kan fortolkes som en utilsigtet idealisering af maskulinitet. Studiets resultater viser, at køn er af stor betydning i interaktive situationer, herunder i samspillet mellem voksne og børn og mellem børn og den pædagogiske situation. I undersøgelsen fremskrives køn som en kategori, der behandles og aktualiseres i de fleste, men ikke alle situationer.

Design

19 børn og fire pædagoger i et dagtilbud blev observeret i en periode på seks måneder. Alle børnene var lige startet i dagtilbuddet, og derfor var flere forældre med en del af tiden. Børnene var mellem et år og 18 måneder gamle, og gruppen bestod af 15 piger og 4 drenge. Data blev indsamlet ved observation og feltnotater.

Referencer

Månsson, A. (2011). ”Becoming a Preschool Child: Subjectification in Toddlers During Their Introduction to Preschool, from a Gender Perspective”. International Journal of Early Childhood, 43, 7-22.

Opdragsgiver

uoplyst