”Affordances in outdoor environments and children’s physically active play in pre-school”.

Forfatter
Storli, R. og Hagen
Kilde
European Early Childhood Education Research Journal, 18(4), 445-456.
År
2010

Formål

Formålet med dette studie er at undersøge aktivitetsniveauet i børns udendørsleg og at undersøge om og i hvilken grad omgivelserne spiller en rolle for hvor aktive børnene er. Dette studie undersøger børns udendørsleg henholdsvis på en norsk børnehaves legeplads og i naturen.

Resultat

Undersøgelsen viser at børnene udforsker og bruger legepladsen til forskellige aktiviteter. Blandt andet cykler, graver og klatrer børnene. Ude i naturen er de mest udbredte aktiviteter at samle materialer fra naturen og bruge dem til at bygge og lege med og at klatre, gå og løbe ved stranden. Når data fra de tre dage sammenlignes, viser analysen ingen signifikante forskelle i det gennemsnitlige niveau af fysisk aktivitet. Børnene har omtrent det samme aktivitetsniveau i begge typer af omgivelser. Sammenholdes børnenes aktivitetsniveau, er der høj korrelation mellem niveauet af aktivitet fra dag til dag. Det betyder at børnene synes at have næsten samme aktivitetsniveau uafhængigt af det miljø de leger i.

Design

16 børn, 7 piger og 9 drenge, i alderen tre til fem år deltog i undersøgelsen. For at måle niveauet af deres fysiske aktivitet blev der fæstet et accelerometer i et bælte om livet på hvert enkelt barn. Accelerometeret er et lille, endimensionelt måleinstrument der ikke forstyrrer børnene i deres leg. Det måler al vertikal fysisk aktivitet undtagen aktiviteter der alene effektueres af overkroppen (som kast og løft), og cykling og svømning. Hver måling varede 102-136 minutter og blev udført i det samme tidsrum hver dag. Over en periode på 6 måneder blev der målt i to dage på børnehavens legeplads (vinter og forår) og en dag med leg ude i naturen (forår). Ud over målingerne med accelerometeret blev der samtidig foretaget observationer. Alle legesituationer var børneinitierede.

Referencer

Storli, R. og Hagen, T.L. (2010). ”Affordances in outdoor environments and children’s physically active play in pre-school”. European Early Childhood Education Research Journal, 18(4), 445-456.

Opdragsgiver

uoplyst