Orchestration of mathematical activities in the kindergarten: The role of questions.

Forfattere
Carlsen, M.
Hundeland, P.S. og Erfjord
Kilde
European Society for Research in Mathematics Education: Proceedings of the Sixth Congress of the European Society for Research in Mathematics Education, January 28th-February 1st 2009, Lyon (France).
År
2010

Formål

Formålet med studiet er at undersøge hvilken rolle pædagogers spørgsmål spiller i interaktionen med børn i forbindelse med organiserede matematiske aktiviteter, herunder forberedelse i form af planlagte opgaver, brug af fysiske genstande, rammesætning af læringssituationen og antallet af deltagende børn. Studiet er en del af et større forskningsprojekt, Teaching Better Mathematics, hvis formål er at fremme læring og udvikling i matematikundervisning i skoler og daginstitutioner.

Resultat

Pædagogen stiller børnene i alt 154 spørgsmål i løbet af aktiviteten. Spørgsmålene kan kategoriseres i seks forskellige typer relateret til deres fokus som er 1) forslag til handlinger, 2) åbne spørgsmål, 3) spørgsmål til argumenter, 4) spørgsmål til problemløsning, 5) reformulerende spørgsmål og 6) konkluderende spørgsmål. Kun få af spørgsmålene resulterer i utilfredsstillende svar eller ingen svar overhovedet. Den måde pædagogen stiller spørgsmål på, vurderes at være af stor betydning for hvordan børnene responderer, både verbalt og nonverbalt, det vil sige ved brug af fingersprog eller lignende bevægelser. Nogle børn svarer nonverbalt ved at udføre handlinger der viser svaret gennem det barnet gør med en genstand der er central for aktiviteten (i dette tilfælde en vægt). Forskerne konkluderer derfor at det er vigtigt at genstande inkluderes i aktiviteter der drejer sig om at løse matematiske opgaver. Forskerne finder desuden at spørgsmål er et effektivt pædagogisk værktøj til at engagere børn i læringsaktiviteter, og de finder mønstre i hvordan samtalen udvikles gennem forskellige typer af spørgsmål.

Design

Datamaterialet består af en videoobservation på 27 minutter af en pædagogisk organiseret matematisk aktivitet med seks børn i alderen tre til fire år. To af børnene er piger, og fire er drenge. En pædagog styrer aktiviteten. Forskerne har derudover taget feltnotater fra den samme aktivitet. Målet med aktiviteten er at børnene sammen med pædagogen skal vurdere hvilke genstande der er tungere end andre, ud fra størrelse og vægt. Studiet analyseres ud fra en sociokulturel forståelse af læring og udvikling og tager udgangspunkt i Vygotskijs teori om læring som en social og situeret proces hvor børnene tager koncepter, redskaber og handlinger til sig gennem samarbejde og kommunikation med andre.

Referencer

Carlsen, M., Hundeland, P.S. og Erfjord, I. (2010). Orchestration of mathematical activities in the kindergarten: The role of questions. European Society for Research in Mathematics Education: Proceedings of the Sixth Congress of the European Society for Research in Mathematics Education, January 28th-February 1st 2009, Lyon (France).

Opdragsgiver

Norges forskningsråd