Formål
Studiets formål er at undersøge om der for treårige er en effekt af at være i pasningstilbud sammenlignet med at blive passet hjemme, målt på ikke-kognitivt udbytte hos barnet. Desuden vil studiet undersøge om der er en effekt af hvor mange timer barnet er i pasningstilbuddet.
Resultat
Studiet finder at der ikke er nogen effekt for børn i treårsalderen ved at blive passet uden for hjemmet sammenlignet med at blive passet af forældrene, målt på ikke-kognitivt udbytte. Studiet finder dog følgende forskelle i effekterne af at blive passet i vuggestue og dagpleje: Drenge af lavtuddannede mødre viste sig generelt at have udviklet deres ikke-kognitive færdigheder dårligere hvis de var blevet passet i dagpleje end hvis de var blevet passet i vuggestue. Desuden finder studiet at ophold i daginstitution over 30 timer ugentligt kan have en negativ effekt på de ikke-kognitive færdigheder hos barnet.
Design
Studiet baserer sig på data fra børneforløbsundersøgelsen, Danish Longitudinal Survey of Children (DASCL) som følger ca. 6.000 børn født i perioden fra 15. september til 31. oktober 1995. Disse data bruges til at skabe et pseudoeksperiment hvor variationen i kommunernes tilbud af garantiplads til enten daginstitution eller dagpleje bruges som eksperimentvariabel.
Referencer
Datta Gupta, N. og Simonsen, M. (2010). ”Non-cognitive child outcomes and universal high-quality child care”. Journal of Public Economics, 94(1-2), 30-43.
Opdragsgiver
uoplyst