Formål
Formålet med evalueringen er at afdække hvordan daginstitutioner tilrettelægger, organiserer og varetager opgaven med at sprogvurdere og gennemføre opfølgende sprogindsatser for treårige. Undersøgelsen har særligt fokus på de børn der er vurderet til at have behov for en fokuseret sproglig indsats. Det undersøges hvordan henholdsvis institutionsledere, pædagoger og forældre oplever virkningen af de indsatser som iværksættes, og hvilken virkning de opfølgende sprogindsatser har.
Resultat
Undersøgelsen viser at de sprogansvarlige pædagoger føler sig klædt på til at varetage opgaven med at sprogvurdere børn. Undersøgelsen peger på behovet for at de sprogansvarlige pædagoger gennemfører sprogvurderinger jævnligt for at opnå rutine og sikkerhed som kan bidrage positivt til opgavevaretagelsen. Samtidig peges der på at det kan være hæmmende for opgaveløsningen hvis opgaven er forankret hos en eller få personer i institutionen. Der identificeres en række barrierer for vidensoverlevering fra de sprogansvarlige pædagoger til de øvrige pædagoger der er tilknyttet barnet. Generelt tager forældre imod tilbuddet om sprogvurdering af deres barn, men oplever at der mangler information om vurderingens resultater og de eventuelle indsatser der skal iværksættes. Studiet fremhæver at institutionslederne kunne være mere involverede i at sikre overlevering af viden mellem pædagoger og forældre.
Design
To danske kommuner er udvalgt på baggrund af data fra EVA’s undersøgelse ’Måling af sproglig udvikling’ (EVA, 2008). Datamaterialet består af skriftligt materiale fra de to kommunale forvaltninger omhandlende kommunernes sprogindsatser og af interviews med dagtilbudspersonale, ledere og forvaltningsansatte. Desuden indgår sprogvurderinger, revurderinger og handleplaner. Undersøgelsen er tilrettelagt og gennemført som en virkningsevaluering, det vil sige en evalueringsmetode som indebærer en processuel tilgang til en effektevaluering.
Referencer
Danmarks Evalueringsinstitut (2010). Fokus på sprog - daginstitutioners indsatser for treårige. København: Danmarks Evalueringsinstitut.
Opdragsgiver
Danmarks Evalueringsinstitut