Formål
Formålet med studiet er at undersøge hvordan lighed i dagtilbud behandles i politisk og forvaltningsmæssig sammenhæng i fire kommuner. Der fokuseres særligt på hvilke underliggende antagelser om lighed i dagtilbud der kan udledes af kommunernes arbejde.
Resultat
Der er store forskelle på både de kommunale nøglepersoners udtalelser om lighed i dagtilbud og på kvalitetsrapporternes benævnelse af fænomenet kommunerne imellem. Tilmed varierer den vigtighed arbejdet med lighed i dagtilbud tilskrives. Der er samtidig forskel på hvad kommunale nøglepersoner fortæller om kommunalt arbejde med lighed i dagtilbud på den ene side, og hvad der står om det i kvalitetsrapporterne på den anden. De tyndtbefolkede kommuner ser mestendels lighed som ensartethed mellem drenge og piger, og de har opdaterede planer angående lighedstemaet, mens de store byer ikke har. Endelig kan lighed ifølge de adspurgte kommunale nøglepersoner øges gennem viden – en viden som personalet i dagtilbuddene ifølge dem mangler.
Design
Undersøgelsen falder i to dele: en tværsnitsundersøgelse af kommunale nøglepersoners synspunkter samt et dokumentstudie på baggrund af kommunale kvalitetsrapporter. Forskeren kombinerer to tilgange. Der gennemføres fire semistrukturerede face to face-interview og et telefoninterview af mellem 20-45 minutters varighed med fem kommunale nøglepersoner fra henholdsvis to byer i tyndtbefolkede kommuner og to større byer. Derudover indsamles der kommunale kvalitetsrapporter, og til sidst sammenlignes de to datakilders måder at behandle lighed på.
Referencer
Edström, C. (2009). Lite vid sidan om den kommunala ordningen. I. Wernersson (red) Genus i förskola och skola: Förandringer i policy, perspektiv och praktik. Göteborg: Göteborgs Universitet. S. 43-49.
Opdragsgiver
Studiet er en del af et større projekt som er støttet af Vetenskapsrådets Utbildingsvetenskapliga Kommité i Sverige.