Formål
Undersøgelsen er en del af et treårigt projekt der skal undersøge hvordan social kapital kan fremmes blandt børn. Denne undersøgelse skal danne grundlag for udvikling af et begrebsapparat samt en model for hvordan social kapital udspilles blandt 4-5-årige i daginstitutioner.
Resultat
Studiet viser at institutionen er den væsentligste arena for børnenes skabelse af social kapital uden for hjemmet. Børn, forældre og pædagoger kan alle relatere til forhold vedrørende social kapital i institutionen. Studiet peger på seks områder som er af betydning for børns opbygning af social kapital i institutionen: Legetøj og legeaftaler med henblik på inklusion, fri leg versus arrangeret leg, klare og forudsigelige regler, hjælpsomhed og lydhørhed – ’olien der får hverdagen til at glide’ – forældreengagement og fysiske rammer.
Design
Forskningsdesignet er fænomenologisk-etnografisk baseret på en kombination af feltstudier og interview. Observationer af børn i to børnehaver i samspilsprocesser med andre børn har dannet grundlag for interview med børn i alderen fire til fem år samt enkelte interview med forældre, pædagoger og ledere. Analysen er primært foretaget på baggrund af interview med henblik på identifikation af temaer vedrørende social kapital.
Referencer
Børn og Forebyggelse Gentofte Kommune (2009). Børns fortællinger om social kapital i daginstitutionen. Gentofte: Børn og Forebyggelse, Gentofte Kommune.
Opdragsgiver
Gentofte Kommune i Danmark.