Formål
Studiets forskningsfokus er at beskrive dyadiske samspil mellem dybt udviklingshæmmede børn og deres nære omsorgspersoner i børnehave og skole som pædagogisk praksis. Videre undersøges hvordan omsorgspersoner i børnehaver og skoler selv beskriver og fortolker det dyadiske samspil med dybt udviklingshæmmede børn som pædagogisk praksis.
Resultat
Gjermestad konkluderer at de traditionelle forståelser vi har af læring, må give plads til nye forståelser fordi der i de traditionelle ikke er plads til hverken individuelle oplevelser og forståelser eller individuel sensitivitet. Gjermestad pointerer at der er et markant behov for mere æstetiske, situerede og sociokulturelle perspektiver på børn. Det empiriske materiale viser at der sker meget mere i en samspilssituation end hvad man typisk er opmærksom på. Den manglende opmærksomhed skyldes ifølge studiet at man langt hen ad vejen ikke har fokus på barnet, men på de rammer og vilkår barnet er underlagt. De omsorgspersoner der har deltaget i dette studie, er blevet mere opmærksomme på en række forhold i deres interaktion med børnene efter at de har studeret videomaterialet sammen med forskeren.
Design
Studiet benytter sig af en fænomenologisk og hermeneutisk tilgang. Der er blevet observeret, videofilmet og ført fortolkende/analyserende samtaler. Fem udviklingshæmmede børn og deres omsorgspersoner er blevet videofilmet i en række samspilssituationer. Videofilmen blev derefter analyseret af omsorgspersonen og forskeren i en samtale der blev optaget på bånd. Samtalerne er foregået sådan at omsorgspersonerne sammen med forskeren har set og analyseret de film der er blevet optaget i forskellige samspilssituationer. Disse samtaler er blevet transskriberet, og derefter har forskeren tolket på omsorgspersonernes udsagn.
Referencer
Gjermestad, A. (2009). Skjøre samspill. En deskriptiv og fortolkende studie av barn med dyp utviklingshemming og deres nærpersoner i barnehage og skole. Stavanger: Det humanistiske fakultet, Universitetet i Stavanger.
Opdragsgiver
Diakonhjemmet Høyskole Rogaland har lagt forholdene til rette – både økonomisk og tidsmæssigt.