Formål
Rapporten er en evaluering af den norske rammeplan for den integrerede institutions (vuggestue og børnehave) indhold og opgaver fra 2006 som Kunnskapsdepartementet i Norge har iværksat. Formålet med rapporten er at evaluere hvordan rammeplanen bliver implementeret, brugt og oplevet af de berørte aktører, det vil sige børn, forældre, pædagoger, assistenter, ledere, forældre, kommunen og den statslige forvaltning.
Resultat
Evalueringen viser at der i alle dele af den berørte sektor arbejdes for at give børn kvalitativt gode daginstitutionstilbud. Der arbejdes med implementering af rammeplanen gennem en række tiltag, men der har i begrænset omfang været satset på langsigtede tiltag eller systematisk kompetenceforøgelse. Arbejdet synes at være godt i gang, men daginstitutionen står over for store udfordringer i arbejdet med at realisere rammeplanens intentioner. Børns medvirken, dokumentation og arbejdet med fagområderne skiller sig ud som områder der stiller store krav til personalet, og som det er vigtigt at rette opmærksomheden mod. Den dokumentation der produceres, bliver hovedsageligt anvendt til at legitimere børnehavepersonalets arbejde. Billeder er den dokumentationsform som alle børnehaver bruger, og som bruges mest, mens skriftlig dokumentation ikke kommer så tydeligt frem. Der tages billeder af aktiviteter og hverdagen for at synliggøre hvad der er foregået og for at informere både forældre, børn og personalet selv. Dokumentationen foregår ofte ud fra et individorienteret fokus som følge af forventninger fra både forældre, børn, børnehaveejere og kommunen. Børns sprogudvikling er det område som har højest prioritet i arbejdet med at realisere rammeplanen. Det ser ligeledes ud til at der bliver et øget fokus på børns læring. Evalueringen peger på at der er stort behov for et kompetenceløft i hele daginstitutionssektoren, og at en vellykket implementering forudsætter øgede finansielle rammer.
Design
Dataindsamlingen består af interview, netbaserede surveys, breve, dokumenter og telefonsamtaler.
Referencer
Østrem, S.; Bjar, H.; Føsker, L. I. R.; Hogsnes, H. D.; Jansen, T.T.; S. Nordtømme; Tholin, K.T. (2009). Alle teller mer. En evaluering av hvordan Rammeplan for barnehagens innhold og oppgaver blir innført, brukt og erfart. Vestfold: Høgskolen i Vestfold.
Opdragsgiver
Kunnskapsdepartementet i Norge.