Formål
Artiklen baserer sig på en empirisk undersøgelse af et konkret samspil mellem pædagoger og forvaltere i deres indsats for at synliggøre institutionens pædagogiske arbejde. Studiet har til formål at vise at synliggørelse ikke er en proces hvorigennem der skabes en mere eller mindre ren afbildning af en pædagogisk essens. Forfatteren er af den opfattelse at kravet om viden og produktionen af viden som led i synliggørelse i sig selv er udtryk for en styring.
Resultat
Synliggørelsesopgaven erkendes som noget der er med til at udvikle pædagogens faglighed til gavn for vedkommende selv. Samtidig synes den fælles accept af udvikling som et meningsfuldt forhold at spille ind i relation til hvad det bliver meningsfuldt at forløse eller producere viden om. Det handler ifølge forfatteren om at åbne for en diskussion af hvilke umærkelige processer der udspiller sig i nye styringstiltag der har synliggørelse som omdrejningspunkt, og hvad det gør ved de forhold der indfanges i denne vidensproduktion.
Design
Studiet er designet som et casestudie af et kontraktstyringstiltag mellem en daginstitution og et børneudvalg i en kommune. Der er foretaget en kvalitativ dataindsamling bestående af observationer af fem møder mellem pædagoger (souschef og leder) og forvaltere fra børneudvalget a halvanden til to timers varighed. Samtalerne optages under møderne, således at forfatteren kan fokusere på andet end blot talen i sine observationer, fx deltagernes mimik og kropssprog.
Referencer
Plum, M. (2009). Den synliggjorte pædagog - Viden, styring og produktionen af pædagogisk identitet. Nordic studies in education, 29(4), S. 325-337.
Opdragsgiver
Ikke oplyst