Formning i barnehagen i lys av Reggio Emilias atelierkultur.

Afhandlingens formål er at undersøge forholdet mellem Reggio Emilias atelierkultur og formningsfaget i dagtilbud (barnehage) samt at undersøge læreprocesser, der foregår i et Reggio Emelia-inspireret dagtilbud.

Forfatteren konkluderer, at inspirationen fra Reggio Emilias atelierkultur har en positiv indvirkning på den formningsfaglige virksomhed i det undersøgte dagtilbud. Læringspotentialet ved at benytte Reggio Emilia i formningsfaget for børn kommer frem i resultaterne. Den pædagogiske praksis, som beskrives, er legende og eksperimentel og stimulerer børns sanseopleveler og nysgerrighed i samspil med materialer og redskaber. Ud fra datamaterialet finder forfatteren tre overordnede temaer: (1) det fysiske miljø, (2) relationer og handlinger i samspil og (3) udtryksformer og formudtryk. Det fysiske miljø i dagtilbuddet indebærer både indendørs- og udendørsområdet. Udendørsområdet er præget af åben natur, som indbyder til alsidig leg og formende arbejde. Studiet viser, at de mange overflader i dagtilbuddets uderum giver fysiske, taktile og visuelle overraskelser og variation. Ting bruges i konstruktioner af forskellig slags, og det prioriteres, at børnene lærer at mestre værktøj. Indendørsområdet indbyder til fællesskab, men giver også mulighed for at trække sig tilbage. Endvidere peger studiet på, at relationer og handlinger i samspil ikke er afgrænset til forhold mellem mennesker, men også omfatter samspil mellem børn, voksne, materialer og redskaber. Dagtilbuddet har en klar målsætning om, at børnene lærer selvstændighed. Børnene bliver guidet til at bruge redskaber, så de selv kan udføre opgaver, f.eks. til at bruge en skammel til at nå ting. Børnene udforsker også redskaberne selv og lærer i samspil med redskaberne, hvad de kan bruges til, og hvordan de kan hjælpe barnet til at udforske verden. Dernæst finder forfatteren, at de voksnes handlinger i samspil med børn, redskaber og materialer kan karakteriseres ved, at de voksne handler sammen med barnet, inviterer ind til noget, og i enkelte tilfælde overtager de voksne styringen for børnene. De voksne instruerer, vejleder og viser, men kan også aflede og afspore børn fra at lære et materiale at kende. I enkelte tilfælde kan de voksne også afvise eller ekskludere børn fra fællesskab i samspil med materialer. Dette udspiller sig fx i en situation, hvor et barn og en voksen har en tæt relation i samarbejdet om at konstruere bogstaver i byggeklodser, og hvor to børn bliver afvist mht. at deltage. Endelig viser studiet, at børn og voksne i dagtilbuddet udtrykker sig gennem forskellige formningsfaglige udtryksformer, og dagtilbuddet bærer tydeligt præg af formudtryk, som er resultatet af de forskellige processer. Konstruktion som udtryksform har en stor plads. Bygning (fx at bygge et tårn af klodser) styres i de fleste tilfælde af børn uden voksenstyring. Konstruktioner af bestemte genstande er i højere grad voksenstyret. Ifølge forfatteren kan dette lede frem til to ting: Enten at barnet er medformer af et fælles formudtryk, eller at den voksne overtager processen for barnet. Der arbejdes systematisk på at udvikle børns billedsprog, både individuelt og i grupper, sammen med en aktivt samtalende voksen. Skønhed fremstår som en værdi i dagtilbuddet, og der bruges tid og kræfter på at gøre dagtilbuddet til et dejligt sted at være.

Afhandlingen bygger på data fra et Reggio Emilia-inspireret dagtilbud med 56 børn og 17 voksne. Forfatteren har foretaget feltarbejde over en periode på fire måneder, og datamaterialet består af dokumenter fra dagtilbuddet (fx mødereferater), feltnoter, fotos, videooptagelser og interviews med personalet og lederen i dagtilbuddet.

Carlsen, K. (2015). Formning i barnehagen i lys av Reggio Emilias atelierkultur. Åbo: Åbo Akademis forläg.