Engagement and Emergent Literacy Practices in Swedish Preschools.

Forfattere
Norling, M.
Sandberg, A.
Almqvist, L.
Kilde
European Early Childhood Education Research Journal 23(5), 619-634.
År
2015

Formål

Formålet med dette studie er at undersøge børns engagement i forskellige sprogrelaterede læringsaktiviteter (emergent literacy activities). Dette undersøges via syv kvalitetsparametre, som hver især etablerer et indblik i det sociale læringsrum, pædagoger skaber gennem deres pædagogiske og didaktiske praksis.

Resultat

Samlet set viser studiet en stærk relation mellem børns engagement og de understøttende indsatser, det pædagogiske personale udøver i praksis. På baggrund af de gennemførte observationer konstaterer studiet, at læringsmiljøets sociale dimensioner kan forklare 50 % af variationen i børnenes engagement under de observerede aktiviteter, hvoraf det mest signifikante bidrag kom fra personalets instruerende læringsaktiviteter (instructional learning formats). Disse aktiviteter udgøres blandt andet af pædagogiske strategier, der stimulerer børns aktive deltagelse – eksempelvis at synge, rime eller male. Ifølge studiets resultater er det dog først i samspil med læringsrummets øvrige pædagogiske og didaktiske dimensioner, at børnenes engagement i sprogstimulerende aktiviteter for alvor kan påvirkes.

Design

Med afsæt i observationsinstrumentet CLASS (Classroom Assessment Scoring System) udgøres studiets kvantitative undersøgelser af en række observationer af forskellige sprogstimulerende aktiviteter i svenske dagtilbud (preschools). CLASS gør det muligt at undersøge sammenhænge mellem personalets pædagogiske praksis og børnenes engagement i forskellige læringsaktiviteter. Gruppeobservationerne blev gennemført i 55 dagtilbudsafdelinger (preschool units) med to uafhængige personer og inkluderede både udendørs- og indendørsaktiviteter. I alt blev 165 pædagoger (preschool teachers) observeret under flere forskellige dagligdagsaktiviteter, som involverede ét eller flere børn.

Referencer

Norling, M., Sandberg, A. & Almqvist, L. (2015). Engagement and Emergent Literacy Practices in Swedish Preschools. European Early Childhood Education Research Journal 23(5), 619-634.

Opdragsgiver

Studiet er støttet af Vetenskapsrådet.