Collective and Individual Dimensions in Peer Positioning in Early Childhood Education.

Forfattere
Kultti, A.
Odenbring, Y.
Kilde
Early Child Development and Care 185(6), 868-882.
År
2015

Formål

Formålet med studiet er at undersøge, hvordan børn i forskellige aldersgrupper skaber social orden og positionerer sig selv i her-og-nu-interaktioner i en dagtilbudskontekst. Dette gøres ud fra følgende forskningsspørgsmål: (1) Hvordan positionerer børn sig for at inkludere eller ekskludere andre? (2) Hvordan bruger børn i forskellige aldre verbale og kropslige handlinger i deres positionering?

Resultat

Studiet peger på, at børn – afhængigt af deres alder – positionerer sig forskelligt overfor hinanden gennem forskellige aktiviteter. Studiet identificerer to dimensioner ved positionering: en kollektiv positionering og en individuel positionering. Den kollektive positioneringsform kommer som oftest til udtryk verbalt hos de ældre børn – fx ved at gentage, hvad andre har ytret, eller beskylde andre for noget foran grupper af børn. Blandt de yngre børn bruges verbale udtryk derimod til at inkludere andre børn i den igangværende aktivitet. Den individuelle positionering handler om, at barnet målrettet positionerer sig overfor ”sin egen aldersgruppe”. Studiet finder endvidere, at kropslige handlinger er vigtige ressourcer i børnenes positioneringer – uanset barnets alder og dagtilbudskontekst. Tavshed eller ikke at bekræfte verbalt er former for kropslige handlinger, som såvel 2-årige som 5-årige gør brug af i de tre undersøgte dagtilbud. Endelig peger resultaterne på, at børnenes positionering er tæt forbundet med deres forståelse af institutionelle normer og regler, og at børnene allerede i en tidlig alder er bevidste om kontekstualiserede regler (contextualised rules). Børnene opretholder den sociale orden ved at henvise til, hvad der er rigtigt og forkert, og/eller ved at beslutte, hvem der må deltage i en aktivitet. Studiet peger således på, at det at have en fælles forståelse af de institutionelle normer, regler og aktiviteter bliver et vigtigt redskab for at skabe fælles aktiviteter. Børnene udbygger også de allerede eksisterende regler i dagtilbuddet for at påvirke positionerne i samspillet.

Design

Dataindsamlingen bygger på videooptagelser fra tre forskellige dagtilbud (preschools). Disse data er indsamlet i forbindelse med to tidligere undersøgelser, som i artiklen betegnes projekt A og projekt B. Datamaterialet i projekt A baserer sig på feltarbejde i otte forskellige dagtilbud over en periode på seks måneder. I projekt A blev 2-årige børns interaktion med pædagoger (teachers) og jævnaldrende børn observeret i et halvt år. Projekt B var en del af et længdesnitsstudie, hvor en gruppe 5-årige børns daglige aktiviteter i dagtilbuddet blev observeret.

Referencer

Kultti, A. & Odenbring, Y. (2015). Collective and Individual Dimensions in Peer Positioning in Early Childhood Education. Early Child Development and Care 185(6), 868-882.

Opdragsgiver

uoplyst