Managing preschool the Lean way. Evaluating work processes by numbers and colours.

Forfatter
Thedvall, R.
Kilde
Social Anthropology 23(1), 42-52.
År
2015

Formål

Studiets formål er at undersøge, hvordan offentlige dagtilbud arbejder med en lean-baseret ledelsesmodel i daglig praksis. Undersøgelsen har særligt fokus på, hvordan evalueringsteknikker håndteres med farvekoder, og personalegruppens opfattelse af dette arbejde.

Resultat

Studiet viser en dobbelthed i personalets omgang med lean-evalueringsteknikker: På den ene side udviser personalet en modstand imod, hvad de forstår som hård statistik, fx ved introduktionen af monitorerende værktøjer, der inkluderer følelser og erfaringer. På den anden side higer personalet efter at indordne sig evalueringernes væsen i deres bestræbelser på at forbedre målbarheden af deres arbejdsprocesser gennem brug af farver og tal. Tal og farver, som i Lean Boards bruges til at evaluere, signalerer en idé om objektivitet og politisk neutralitet og får den effekt, at personalet opfatter tallene og farverne som generelle og sammenlignelige. Udover at pege på denne dobbelthed konkluderer forfatteren, at evalueringsteknikkerne er med til at påkalde mere af den form for rational ledelse i dagtilbuddene, der giver anledning til flere forbedringer som handleplaner og evaluérbare målsætninger.

Design

Undersøgelsen bygger på feltarbejde i to dagtilbud i Stockholms kommun samt på møder i Stockholms kommun. Data består af seks ugers deltagende observation af personalet i de to dagtilbud, inklusive forskellige møder relateret til lean-processen. Dertil har forskeren deltaget i et tredages lean-coach-træningskursus, seks Lean Forum-møder og ét Lean Network-møde – alle afholdt i kommunalt regi. Studiet baseres desuden på to interviews med en kommunal udviklingskonsulent samt ét interview med en institutionsleder. Analysen består af en beskrivelse af udvalgte situationer, der viser de praksisser, som omgiver brugen af lean i henhold til S.M.A.R.T.-målsætninger (‘Specific, Measurable, Assignable, Realistic and Time-related’) og evalueringsteknikker.

Referencer

Thedvall, R. (2015). Managing preschool the Lean way. Evaluating work processes by numbers and colours. Social Anthropology 23(1), 42-52.

Opdragsgiver

uoplyst