Evaluering af loven om pædagogiske læreplaner: Slutevaluering.

Forfatter
Sloth, M.; NIRAS Konsulenterne A/;, Danmarks Evalueringsinstitut; UdviklingsForum I/S; AKF.
Kilde
København: Niras, AKF, Udviklingsforum, EVA.
År
2008

Formål

Studiet er en evaluering af gennemførelsen af lov om læreplaner i daginstitutionerne med fokus på følgende tre temaer: den kommunale ramme for arbejdet med læreplaner, daginstitutionens arbejde med læreplaner, herunder arbejdet med dokumentation og evaluering, samt effekter af arbejdet med læreplaner.

Resultat

Institutioners arbejde med pædagogiske læreplaner opleves som en faglig succes. 98 % af personalet udtrykker at pædagogiske læreplaner har øget deres faglige bevidsthed, og 60 % af daginstitutionerne og 80-85 % af dagplejen har implementeret nye metoder og aktiviteter. 93 % af børnehaverne og 57 % af dagplejen har lavet en skriftlig plan for implementering af pædagogiske læreplaner. 88 % af de kommunale forvaltninger oplever at arbejdet med pædagogiske læreplaner har givet mere gennemsigtighed. 87-98 % af de adspurgte i den kommunale forvaltning og 87-94 % af dagtilbudslederne vurderer at de pædagogiske læreplaner har haft en positiv betydning for børns læring og trivsel. De pædagogiske læreplaner har i mindre grad støttet samarbejdet mellem dagtilbud, forvaltning og politisk niveau. Børn i udsathed har ikke fået særlig opmærksomhed i arbejdet med de pædagogiske læreplaner. Arbejdet med dokumentation og evaluering er meget broget og er fortolket forskelligt i dagtilbuddene. 50 % af kommunerne har ikke evalueret dagtilbuddene på baggrund af de pædagogiske læreplaner. 50 % af dagtilbudslederne skønner at de anvendte ressourcer ikke stemmer overens med udbyttet. Tid angives som en væsentlig begrænsning – og det problematiseres at arbejdet med dokumentation og evaluering tages fra den tid der ellers ville gå til at være sammen med børnene. Den samtidige kommunalreform og deraf følgende kommunesammenlægning har ligeledes været en hindring for at implementere arbejdet med de pædagogiske læreplaner.

Design

Undersøgelsen er gennemført med et design der omfatter flere elementer: holdninger/ meninger hos aktører, en etnografisk tilgang samt casestudier. Studiet består af en kvantitativ del og en kvalitativ del. Informanter i den kvantitative del af undersøgelsen er administrative chefer i den kommunale dagtilbudsadministration daginstitutionsledere, dagplejeledere samt forældrerådsformænd i daginstitutionerne og forældrerådsformænd i dagplejen. I den kvalitative del er der foretaget interview med politikere, forvaltning og pædagogiske ledere i syv kommuner. Desuden er der foretaget feltobservationsnoter i 19 dagtilbud kombineret med interview med leder, personale, forældrerepræsentanter og børnehaveklasselærere og indsamling af lokalt udformet dokumentation.

Referencer

Sloth, M.; NIRAS Konsulenterne A/S; Danmarks Evalueringsinstitut; UdviklingsForum I/S; AKF (2008). Evaluering af loven om pædagogiske læreplaner: Slutevaluering. København: Niras, AKF, Udviklingsforum, EVA.

Opdragsgiver

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender i Danmark.