Formål
Studiet er en undersøgelse af komplicerede og konfliktramte interaktioner i en pigegruppe i en norsk daginstitution (barnehage). Det er formålet at vise, hvordan konflikterne – og baggrunden for konflikterne – er udtryk for pigernes angst for social eksklusion.
Resultat
Resultatet af observationerne viser, at pigegruppen er præget af stærke forhandlinger om lederpositionen. Når de samles, starter forhandlingerne om, hvem der bestemmer. Lederen bestemmer, hvem der må være med i gruppen, og hvad de skal lege. Særligt to af pigerne kæmper om denne lederrolle, og kampen ender ofte i anspændte situationer med konflikter og gråd. En tredje pige, Helle, kæmper for at være en del af gruppen ved fx at tage initiativ til lege, men hun afvises af de andre, når hun gør det. Hun afventer og sniger sig til en plads i gruppens yderkant, når muligheden byder sig. De anspændte forhandlinger i gruppen har konsekvenser for alle børnene, men særligt for Helle, som helt eller delvist positioneres uden for fællesskabet. Studiet finder, at dynamikken i pigegruppen udgøres af sociale processer, der former et mønster, der er relativt fastlåst. I analysen af observationer peges der på, at den sociale eksklusionsangst ulmer i forhandlinger om lederrollen mellem to piger, og denne forhandling blusser op, hver gang pigerne mødes. Pigerne oplever, at deres positioner er pressede, hvilket aktiverer angsten for eksklusion, og for at genoprette deres tilhørsforhold til gruppen forsøger de at positionere Helle udenfor. Helles position kan anses som en uværdig position, hvor hun og hendes sårbarhed bliver mere og mere usynlig. De andre piger angriber Helles sårbarhed, når de ekskluderer hende, og fjerner deres eget ubehag, som sårbarheden aktiverer, ved at projicere den over på Helle og lindre deres egen smerte. Når afvisningen og udstødelsespraksisser på denne måde aktiviseres og skærpes ved at forekomme oftere og måske blive grovere, befinder de sig i overgangen til mobning, da mobning foregår i grupper som systematiske udstødelser af et "medlem".
Design
Datamaterialet er baseret på deltagende observationer af børns leg i en daginstitution, hvor fire 4-årige piger bliver fulgt, når de leger i legerummet i daginstitutionen. Observationerne blev foretaget over en periode på to måneder, hver dag fra kl. 8.00 til kl. 12.00. Datamaterialet analyseres ud fra en forståelse af mobning defineret af den danske forsker Dorthe Marie Søndergaard. Mennesket er i denne forståelse afhængig af at tilhøre fællesskaber, og hos mennesket opstår der social eksklusionsangst, når dets tilhørsfølelse til et fællesskab trues. Mobning skal forstås i dette lys, idet fællesskaber er ensbetydende med forhandlinger og usikkerhed om roller. Ved at rette fokus mod at afvise én mindskes eksklusionsangsten for de resterende medlemmer, og tilhørsfølelsen til gruppen genoprettes.
Referencer
Helgesen, M.B. (2014). ”Mobbing sett med nye øyne”. I: Helgesen, M.B. (red.): Mobbing i barnehagen. Et sosialt fenomen. Universitetsforlaget. 74-91.
Opdragsgiver
ikke oplyst