Formål
Studiets formål er at vise, hvordan anvendelse af en tablet (nettbrett) er ensbetydende med, at børn og voksne møder situationer og muligheder i det pædagogiske arbejde, der kalder på ”refleksivitet”.
Resultat
Analysen baserer sig på en konkret optaget episode, hvor to daginstitutionsbørn har en konflikt, som utilsigtet bliver filmet af pædagogen og efterfølgende vises til børnene på en tablet. Det ene barn reagerer på dette ved at bede den voksne om at slette filmen. På baggrund af episoden tvinges pædagogen til at reflektere over relationer mellem tabletten, børnene og de voksne. Studiet viser, at den konkrete episode kalder på etiske refleksioner hos pædagogerne, hvor pædagogen må tage stilling til, om det er o.k. at filme, når barnet ikke ved det, og hvilke slags aftaler der kan indgås med barnet. I tråd med studiets ideer om at betragte hændelser og aktører i et netværk – der kalder på refleksivitet i det pædagogiske arbejde – finder studiet, at disse refleksioner hos pædagogerne får betydning for praksis. I den konkrete situation vælger pædagogerne at lade barnet bestemme, hvilke sekvenser af filmen på tabletten som skal slettes.
Design
I studiet undersøges en enkelt episode, hvor daginstitutionen har anvendt en tablet. Episoden er et udtræk af et større datamateriale, der er indsamlet hen over fem måneder i to daginstitutioner ud fra et etnografisk forskningsdesign. Her blev der foretaget observationer, gennemført samtaler med børn og personale og filmet i enkelte tilfælde for at se nærmere på, hvordan børn og voksne bruger digitale værktøjer. Den udvalgte episode fra daginstitutionen analyseres, ved at episoden indsættes i et analytisk netværkskort (nettverkskart), hvor børn og pædagoger analyseres ud fra en firedelt analyseproces. Med denne firdelte analyseproces er der fokus på bl.a. børns og pædagogers handlinger, handlingernes målsætninger og deres værdigrundlag.
Referencer
Lafton, T. (2014). ”Når nettbrett dokumenterer barnehagens innhold”. I: Broström, S., Lafton, T. & Letnes, M. (red.): Barnehagedidaktikk. En dynamisk og flerfaglig tilnærming. Bergen: Fagbokforlaget. 102-119.
Opdragsgiver
ikke oplyst