Formål
Formålet med afhandlingen er at undersøge, hvordan bl.a. pædagoger, der har taget et vejledningskursus på Lärarhögskolan i Stockholm, har udviklet deres vejledningskompetencer over en femårig periode. Afhandlingen består af to studier, hvor følgende problemstillinger bliver undersøgt:
a) Hvilken slags læring finder sted blandt vejlederne?
b) Hvilke forskellige rammer og forhold er væsentlige for vejledningssamtalen og vejledernes læring?
c) Hvilke samtalemønstre kan identificeres i vejledningssessionerne, og hvordan afspejler disse mønstre vejledernes læring og evner?
Resultat
Det første studie viser, at rammer og kontekst for vejledningssituationer har betydning for vejledernes evne til at lede vejledningssamtaler. Endvidere viser studiet, at der i et vejledningsforløb udvikles samtalemønstre, der kan beskrives ud fra tre forskellige fokuspunkter: samtalens form, indholdet af samtalen og samtalens udvikling. Med disse tre fokuspunkter som omdrejningspunkt åbenbares fire grundlæggende samtalemønstre, som betegnes bekræftelse, konsolidering, synlighed og skabelse af viden. De fire forskellige samtalemønstre afhænger af vejledernes formåen med hensyn til at indgå i disse, hvilke typer spørgsmål der stilles, samt hvordan de bliver taget imod.
I det andet studie identificeres vejledernes egen læring inden for spørgeteknik og lytning og vigtigheden af, at alle bliver hørt, men også vigtigheden af, at vejlederen udfordrer gruppemedlemmernes udtrykte tanker. I studiet bliver de 10 vejlederes læring kategoriseret i følgende tre forskellige vejledningsmønstre:
1) Fire vejledere har udviklet en kritisk tænkning om sig selv, om deres tanker og om deres opførsel i forbindelse med vejledningssamtalerne. Disse vejledere leder samtaler på en måde, der involverer alle i gruppen, og som gør deres deltageres tanker synlige for hinanden.
2) Fire andre vejledere har også udviklet en kritisk tænkning om sig selv og deres måde at vejlede på. Disse vejledere leder samtalerne ved at inddrage eksempler fra deres egen pædagogiske erfaring og giver tips og idéer som inspiration til gruppen.
3) To vejledere reflekterer over konkrete situationer, implementeringer, og hvordan samtalen bedst ledes. De forbereder sig grundigt med hensyn til, hvad samtalen skal handle om, og hvilke spørgsmål de vil stille. Vejlederne leder samtalen på en sådan måde, at deltagernes bidrag bekræftes, og de inddrager ofte egne erfaringer.
Af mulige forklaringer på, hvorfor vejledernes vejledningsmønstre og læring er så forskellige, peger undersøgelsen på vanens magt, manglende forståelse af, hvad formålet med vejledning er, samt at vejledernes erfaringer med vejledning er varierende.
Design
Der gennemførtes to studier med cirka fem års mellemrum. Det empiriske materiale til de to studier blev indsamlet ad to omgange:
1) I årene mellem 1994 og 2000 gennemførte 'Lärarhögskolan' i Stockholm uddannelser i pædagogisk vejledning. Fra de sidste fire uddannelseskurser er 20 tilfældigt udvalgte deltagere udvalgt til at deltage i studiet. Analysen i første studie bygger på essays fra de 20 deltagere med refleksioner over og eksempler fra forskellige vejledningssamtaler.
2) Det næste studie er gennemført cirka 5 år efter det første studie. Der er 10 gengangere fra det første studie. Datamateriale består her af interviews foretaget inden en vejledningssamtale, vejledningssamtaler gemt som lydfiler, skriftlige refleksioner foretaget lige efter vejledningssamtalen samt interviews med vejledere efter vejledningssamtalen. I interviewene spørges vejlederen om, hvilke strategier og værktøjer vejlederen anvender, samt hvilke muligheder og udfordringer vejlederen finder i sit arbejde med pædagogisk vejledning.
I analyserne blev der fokuseret på refleksionsniveauer, vejledertraditioner, samtalemønstre, egen læring samt udvikling af vejlederkompetencer.
Referencer
Nordström, E.Å. (2014). ”Pedagogisk handledning i tanke och handling – en studie av handledares lärande”. Avhandling. Institutionen för pedagogik och didaktik. Stockholm: Stockholms universitet.
Opdragsgiver
ikke oplyst