”Musikskap: Musikstunders didaktik i förskolepraktiker”.

Ph.d.-afhandlingens overordnede formål er at beskrive og analysere musikaktiviteters didaktik i svensk daginstitutionspraksis (förskola). Endvidere er formålet med afhandlingen, på videnskabeligt grundlag, at afprøve begreber, som kan fange og beskrive fænomenet ’musikaktiviteter’; hvad der sker, hvordan det opstår, og aktørers aktørskab. Dette belyses gennem 3 delspørgsmål. 1) Hvad fremstår som centreret indhold i musikaktiviteterne? 2) Hvordan iscenesættes musikaktiviteterne? og 3) Hvordan fremtræder aktørskabet mellem børn, pædagoger og musik i musikaktiviteterne?

Studiet finder overordnet, at musikaktiviteterne indholdsmæssigt i høj grad er baseret på genkendelighed, tradition og pædagogernes egne præferencer uden indholdsmæssig progression og fastsat indholdsmæssigt mål for aktiviteten. Musikaktiviteterne er kendetegnet ved et asymmetrisk forhold mellem aktivitetens aktører, og samspil mellem aktørerne forekommer kun i mindre grad, og musikaktiviteterne er også præget af børns modstand mod aktiviteten.

I relation til første delspørgsmål om, hvad der fremstår som centreret indhold, finder studiet, at det indholdsmæssige fokus i musikaktiviteterne ofte er af funktionel karakter. Her tjener musikken som middel til at støtte børnenes sproglige, matematiske eller sociale udvikling. Flere af musikaktiviteterne er dog også, om end dette er mindre udtalt, af en mere eksistentiel karakter, dvs. hvor leg og fantasi træder i forgrunden. Samlet peger studiet på, at det centrerede indhold i musikaktiviteterne især omhandler læring i og med musik fremfor læring om og gennem musik. Fokus i musikaktiviteterne er på selve handlingen, at synge, at spille og at danse, fremfor på, hvordan man kan lære sig at synge og spille (fx efter noder). Musikaktiviteter, hvor pædagogerne fokuserer på selve interaktionen mellem musik og børn, gennemføres sjældent.

I relation til andet delspørgsmål om, hvordan musikaktiviteterne iscenesættes, finder studiet, at den rumlige iscenesættelse typisk er karakteriseret ved rundkredsformation. Her sidder børnene i en cirkel, og bevægelse i rummet forekommer kun i mindre grad. Musikaktiviteternes iscenesættelse kan beskrives som værende både lineær, dvs. at pædagogen på forhånd har planlagt den, og ikke-lineær, dvs. at aktiviteten vokser frem uden en tydelig igangsættelse og afslutning. Musikaktiviteterne sættes ofte i gang gennem verbale instruktioner, og det er sjældent, at musikken i sig selv fungerer som igangsætter eller afslutter af aktiviteter. Musikaktiviteterne kan også blive iscenesat gennem deres aktiviteter og bagvedliggende funktion. Her fremstår sang som den typisk forekommende aktivitet. Studiet finder, at sangaktiviteter ofte er af reproducerende karakter. Hermed menes, at det typisk er ’traditionelle’ sange, der står i centrum, og hvor der samtidig lader til at eksistere en enighed blandt pædagogerne om et repertoire af klassikere, som skal synges. Omvendt finder studiet, at instrumentspil som aktivitet primært er producerende og udforskende. I den ene børnehave indbyder fx luftguitar til leg og lydløse improvisationer, hvor bevægelse tager over som udtryksform. Fysisk bevægelse kan være både reproducerende og producerende i musikaktiviteterne. Reproducerende, ved at børnene skal ’efterligne’ pædagogens bevægelser eller danse traditionelle rundkredsdanse. Bevægelse kan også være producerende, dvs. af udforskende karakter, hvilket oftest kommer til udtryk med hensyn til indspillet musik og primært i den ene børnehave, der samtidig adskiller sig, ved at børnene her selv tager initiativ – og gives mulighed for – at danse under musikaktiviteterne.

I relation til tredje delspørgsmål om, hvordan aktørskabet mellem børn, pædagoger og musik fremtræder i musikaktiviteterne, finder studiet, at børn, pædagog og musik kan indtage forskellige aktørskaber. De kan agere som igangsætter, hvor de tager initiativ og gennem deres handlinger influerer musikaktiviteten, eller som samspiller, der former musikaktiviteten i samspillet mellem barn, pædagog og musik. De kan også agere medspillere, hvor de følger snarere end former musikaktiviteten. Endelig kan børn, pædagoger og musik også agere som modspillere, der skaber dissonans mellem barn-pædagog, pædagog-musik eller barn-musik. Studiet finder, at pædagogerne oftere fungerer som igangsættere, mens børnene og musikken oftere fungerer som sam-, med-, eller modspillere.

Det empiriske datagrundlag består af videoobservationer af musikaktiviteter i børnegrupper for 3-5-årige i tre daginstitutioner beliggende i Malmø. De tre institutioner er valgt, ud fra at de selv har givet udtryk for i særlig grad at arbejde med musik i daginstitutionen. Derudover er institutionerne valgt med henblik på at opnå variation med hensyn til børnegruppernes etniske sammensætning. Der er foretaget videoobservationer af musikstunder en dag om ugen i hver institution over en 8-måneders periode. Efter hver observationsgang er hele eller udvalgte dele af de videofilmede musikstunder fremvist for de medvirkende pædagoger og har ligget til grund for reflekterende samtaler. Der er foretaget i alt 16 timers videoobservationer, fordelt på 46 videoobserverede musikstunder. Hertil kommer feltnoter og samtaler med pædagogerne. De tre daginstitutioner har alle musik som overgribende tema, men tilgængeligheden og variationen af såvel instrumenter som indspillet musik varierer. Data er analyseret gennem en abduktiv tilgang, der bevæger sig mellem teoriladet empiri og empiriladet teori. Fænomenet musik i musikaktiviteter forstås i afhandlingen som et objekt, som handling og som noget, der finder sted mellem subjektet og objektet.

Holmberg, Y. (2014). ”Musikskap: Musikstunders didaktik i förskolepraktiker”. Doktorsavhandlingar. Fakulteten för lärande och samhälle, Malmö Högskola.