”Förskola för hållbar utveckling. Förutsättningar för barns utveckling av handlingskompetens för hållbar utveckling”.

Forfatter
Hedefalk, M.
Kilde
Digital Comprehensive Summaries of Uppsala Dissertations from the Faculty of Educational Sciences. Uppsala: Acta Universitatis Upsaliensis.
År
2014

Formål

Afhandlingen ønsker at bidrage med forskning om forudsætninger for børns meningsdannelse i relation til bæredygtig udvikling i svensk daginstitutionspraksis (”förskola”). Studiet ønsker at besvare følgende forskningsspørgsmål:

1) Hvordan foregår undervisning i daginstitutionspraksisser?

2) Hvordan tillægger børn kritiske handlinger (fx at stille spørgsmål til og diskutere det, som tages for givet) i undervisningssituationer i daginstitutioner mening?

3) Hvilke forudsætninger findes der for, at børn i daginstitutioner kan udvikle handlingskompetencer med hensyn til bæredygtig udvikling? Eksempler på handlingskompetence kan være alt fra rent praktisk at rense en strand til mere abstrakt at diskutere moralske spørgsmål.

Resultat

Resultaterne for det første forskningsspørgsmål om, hvordan undervisningen gennemføres i daginstitutionspraksisser, viser, at pædagogerne ikke underviser i traditionel forstand, hvis traditionel undervisning forstås som overføring af fakta. Børnene lærer i stedet at undersøge, og pædagogernes rolle er i højere grad at lede børnenes opmærksomhed i bestemte retninger. Endvidere er pædagogerne i stand til at påvirke meningsdannelsesprocesser hos børnene, og børnene er dygtige til at efterkomme pædagogens krav, selv når de forekommer implicit.

I relation til det andet forskningsspørgsmål – hvordan kritiske handlinger ser ud inden for undervisning i daginstitutioner, og hvilke forudsætninger børn har for at skabe mening i forbindelse med undervisningens indhold – viser studiet, at situationer, hvor børnene oplever kritiske handlinger, involverer værdimæssige vurderinger. En værdimæssig vurdering forekommer, når det ikke er muligt at løse et problem ud fra fakta, for eksempel at bestemme, hvilken handling der er retfærdig.

Resultaterne, der vedrører det tredje forskningsspørgsmål om bæredygtig udvikling, viser, at de tre undervisningsprincipper (faktabaseret, normativt og pluralistisk) understøtter bestemte handlinger, som vurderes 'rigtige' af pædagogerne. Faktabaserede undervisningsprincipper favoriserer handling, hvor børn lærer at håndtere fakta. Det normative undervisningsprincip har til formål at lære børn at handle moralsk rigtigt og favoriserer derfor handlinger, der modsvarer prædefinerede moralsk værdsatte værdier. Det pluralistiske undervisningsprincip favoriserer egenskaber, der gør børnene i stand til kritisk at evaluere alternativer og værdier.

Uddannelse i bæredygtig udvikling i daginstitutioner har skiftet fokus fra undervisning i fakta om miljøet til videnskabelige projekter, hvor børnene lærer at tage kritisk stilling til fakta og handlinger. I forlængelse heraf viser resultaterne, at pædagogerne retter opmærksomhed mod et pluralistisk uddannelsesindhold, hvor indholdet består af værdivurderinger. Der lægges vægt på variationer af synspunkter, samt om børnene har mod til og føler sig sikre med hensyn til at udtrykke andre synspunkter, end deres pædagoger og kammerater har.

Design

Studiet består af fire understudier. Studierne bygger på daginstitutionspraksisser i fire afdelinger fordelt på to forskellige dagtilbud. Empirien består af feltnoter og videooptagelser af undervisningssituationer i de to dagtilbuds 'almindelige' praksisser. I det ene er der foretaget observationer af personale og børn over tre dage. I det andet er daginstitutionspraksisser blevet videooptaget over 17 besøg. Børnene, der er repræsenteret i observationerne, er mellem 1 og 6 år.

Det første studie er et review af 53 artikler i 22 tidsskrifter udgivet i årene 1996-2011. Dette studie indkredser studiets overordnede problemstilling og gør det muligt at identificere forskellige principielle undervisningsmåder og forskelligt undervisningsindhold.

Det andet studie undersøger svensk naturvidenskabsundervisning i en grundskole (laboratorieforsøg på 7. klassetrin på en skole) og undervisningspraksisser i de to daginstitutioner. Materialet består af feltnoter og videooptagelser fra både skole og daginstitutioner, der analyseres for forskelle og ligheder.

I det tredje studie beskrives og analyseres, hvilke handlinger der privilegeres og ekskluderes i daginstitutionsaktiviteter. Meningsdannelse analyseres gennem praktisk epistemologisk analyse af videooptagelser af aktiviteter. Her sammenlignes også daginstitutionspraksisser med tre undervisningsprincipper – et faktabaseret, et normativt og et pluralistisk – som optræder inden for uddannelse i bæredygtig udvikling (”Education for Sustainable Development”).

Det fjerde studie undersøger forudsætningerne for børns kritiske handlen i daginstitutionspraksisser. Dette undersøges ved sammenligninger af de observerede praksisser og de tre undervisningsprincipper. Herved udledes, hvilke praksisser der er privilegerede, og hvilke der ekskluderes.

Referencer

Hedefalk, M. (2014). ”Förskola för hållbar utveckling. Förutsättningar för barns utveckling av handlingskompetens för hållbar utveckling”. Digital Comprehensive Summaries of Uppsala Dissertations from the Faculty of Educational Sciences. Uppsala: Acta Universitatis Upsaliensis.

Opdragsgiver

ikke oplyst