”Potensialer i ubestemmelige øyeblikk”.

Artiklens formål er at belyse, hvordan det pædagogiske personale (pædagoger, pædagogmedhjælpere og andet fagpersonale) i 3 daginstitutioner (barnehager) håndterer, værdsætter og udviser respekt for den usikkerhed, som trænger sig på i ubestemmelige øjeblikke, men som er et nødvendigt vilkår for at kunne foretage etiske vurderinger og valg i det pædagogiske arbejde. Ubestemmelige øjeblikke er de situationer, hvor det pædagogiske personale oplever modsætningsfyldte forpligtelser og dilemmaer, som hverken kan eller skal håndteres, men som alligevel er indvævet i det pædagogiske personales erfaringer og vurderinger, og som giver mulighed for udvikling af nye tankemønstre hos personalet.

Artiklen viser ved hjælp af to konkrete fortællinger, hvordan ubestemmelige øjeblikke skaber potentialer for at foretage etiske vurderinger og valg. Samtidig skaber disse øjeblikke også tvivl og usikkerhed hos det pædagogiske personale, hvilket kan bidrage til spændinger mellem det almindelige og det unikke i enhver hverdagssituation, men også skabe mulighed for udvikling og læring.

Eksempelvis viser den ene fortælling spændingen mellem at foretage relationistiske og situationsbestemte vurderinger i forhold til mere regel-/ principorienterede vurderinger i en konkret hændelse. En pædagog beskriver en situation, hvor en dreng begejstret viser pædagogen, hvor dygtig han er til at kravle op på et legehustag og komme ned igen, hvor pædagogen kan vælge mellem det relationelle mødes etik – altså at lade sig begejstre sammen med barnet – eller at følge børnehavens rammer og regler og fortælle drengen, at han ikke må kravle op på taget. Situationen udløser usikkerhed hos pædagogen om, hvad der er det rette at gøre. Med afsæt i Derridas perspektiv på ubestemmelighed fremhæves det i artiklen, at denne situation, som pædagogen er i, muliggør og er nødvendig for, at etiske afgørelser kan foretages. Pædagogen må forholde sig konkret til situationen, selvom det indebærer, at han ikke ved, hvad der er rigtigt eller forkert at gøre. Dette relationelle mødes etik kredser om det unikke ved enhver situation og fordrer, at hver situation skal tænkes på ny.

Artiklens pointe er, at når det pædagogiske personale oplever sådanne situationer af ubestemmelighed, hvor den voksne oplever en destabilisering i relationen mellem voksen og barn, så åbner der sig muligheder for at opdage noget, som de på forhånd ikke havde set eller været opmærksomme på. Hvis den voksne stopper op, så får barnet lov at bidrage med egne kompetencer og ideer til læringsprocessen, og på den måde bliver barnet en aktiv del af sin egen læring og leg. Der åbnes dermed en mulighed for at gentænke forholdet mellem barn og voksen, sådan at det bliver muligt at komme udenom forestillingen om, at voksne er børn overlegne.

Det empiriske materiale i forbindelse med studiet består af uddrag fra forskerens samtaler med det pædagogiske personale (pædagoger, pædagogmedhjælpere og andet fagpersonale) i 3 norske børnehaver, som alle deltager i fælles refleksionsmøder. Her fremlægger de skriftligt og mundtligt praksisfortællinger om hændelser, hvor de på den ene eller anden måde har været i et dilemma mellem børnehavens gældende praksis og deres egen tænkning. Samtalerne tager udgangspunkt i fortællinger og erfaringer fra hverdagslivet i børnehaven. Det er m.a.o. det pædagogiske personale, som bestemmer, hvad der skal samtales om, og dermed indholdet på møderne. Ved at det pædagogiske personale fremlægger konkrete hændelser, bliver det muligt at reflektere og sammen gentænke hændelsen. I artiklen fremhæves to fortællinger fra 2 forskellige personer fra personalegruppen, og disse fortællinger diskuteres med udgangspunkt i filosoffen Derrida. Derrida betragter blandt andet ubestemmelighed og uforudsigelighed som nødvendige vilkår for at foretage etiske vurderinger og valg i den pædagogiske praksis.

Larsen, A. (2014): ”Potensialer i ubestemmelige øyeblikk”. Tidsskrift for Nordisk barnehageforskning, 8(4), 1-13.