“Communities of children: participation and its meaning for learning”.

Forfatter
Stanek, A. H.
Kilde
International Research in Early Childhood Education, 5(1), 139-154.
År
2014

Formål

Artiklens formål er at undersøge børns sociale liv med fokus på børns subjektive orientering i overgangen fra børnehave til skole. Artiklen fremlægger en videreudvikling af teoretiske begreber for måder, som vi kan forstå børn på. Artiklen bidrager endvidere med viden om børns subjektive syn på det liv, børn lever og deltager i. Artiklen fokuserer på overgangen fra børnehave til skole fra børns synspunkt og præsenterer en analyse af, hvordan denne overgang fremstår for børn, og hvad der synes at være af betydning for børnene i denne sammenhæng.

Resultat

Analysen af overgangen mellem børnehave og børnehaveklasse tager udgangspunkt i to empiriske eksempler. Et af eksemplerne fokuserer på, hvordan en gruppe drenge, der er blevet fulgt gennem forskningsprojektet, deltager i børnefællesskaber (communities of children), og hvordan de skaber betingelser for hinandens deltagelse. Børn er samskabere (co-creators) af hinandens muligheder for at deltage, og drengenes muligheder for at deltage ser ud til at være mere eller mindre de samme på tværs af flere situationer. Det er altid den samme dreng, der er "leder/kaptajn", og den samme dreng, der er "boldhenter". Disse træk ved børnefællesskaberne overføres fra børnehave til skolen. Endvidere viser studiet, at der er en gensidighed i måden, drengene deltager i børnefællesskaber med hinanden på, og måden, hvorpå voksne i institutionerne tænker og beskriver børnene. Denne gensidighed får således også betydning for de muligheder og de rammer, som børnene har for at handle i det institutionelle rum.

Studiet peger derved på, at der er en sammenhæng mellem, a) hvad drengene gør baseret på deres muligheder for deltagelse i børnefællesskaber, b) drengenes handlemuligheder i relation til en institutionel ramme og dennes regler og c) måden, hvorpå de voksne forstår/oplever børnenes potentielle handlinger. Studiet peger således overordnet på, at vi må forstå børns fællesskaber for at kunne forstå deres handlinger og deres læring.

Design

En gruppe børn fra forskellige børnehaver er blevet fulgt i forbindelse med deres overgang fra børnehave til en børnehaveklasse og skolefritidsordning og fra denne børnehaveklasse til 1. klasse. Udgangspunktet for det empiriske materiale er observationer af 15 børn fra 4 forskellige børnehaver, der alle endte i samme børnehaveklasse. Observationerne fandt sted i foråret inden sommerens overgang til børnehaveklassen. Efterfølgende blev børnene observeret i deres første 3 måneder i børnehaveklassen. De er blevet fulgt i timerne, i pauser og i skolefritidsordningen. Endelig er de blevet fulgt på samme måde i deres 3 første måneder i 1. klasse. Observationerne er blevet suppleret med interview med enkelte af børnene samt interview med samtlige professionelle omkring børnene, dvs. lærere og pædagoger.

Referencer

Stanek, A. H. (2014). “Communities of children: participation and its meaning for learning”. International Research in Early Childhood Education, 5(1), 139-154.

Opdragsgiver

ikke oplyst