”Förskolegården. En pedagogisk miljö för barns möten, delaktighet och inflytande”.

Forfatter
Engdahl, K.
Kilde
Doktorsavhandling. Umeå: Institutionen för tillämpad utbildningsvetenskap, Umeå Universitet.
År
2014

Formål

Formålet med afhandlingen er at undersøge, hvordan børns møde med andre børn bliver formet i det pædagogisk tilpassede udemiljø i svenske daginstitutioner (förskola). Afhandlingen har et særligt fokus på, hvordan børns deltagelse og indflydelse kommer til udtryk i relation til daginstitutionslegepladsens forskellige faciliteter. Afhandlingen har tre overgribende forskningsspørgsmål:

1) Hvordan gestaltes børns samspil og aktørskab i forskellige møder?

2) Hvilke slags meninger tilbyder de fysiske udemiljøer?

3) Hvordan forstås børns samspil og aktørskab i form af deltagelse og indflydelse?

Resultat

Resultaterne i afhandlingen viser, at børn i mødet med andre børn får mulighed for at dele en fælles virkelighed, samtidig med at børnene udvikler sig gennem disse forskellige møder. Børnenes handlinger og samspil er under indflydelse af graden af anerkendelse, som opstår i mødet med andre børn i udemiljøet samt mødet med pædagoger. Børnene optræder både som verbale og som fysiske aktører, når de fx udtrykker deres vilje gennem at ”patruljere” omkring et vist legeredskab eller område. Børnene afprøver oftest et kollektivt i modsætning til et individuelt aktørskab overfor de voksne.

I forlængelse heraf viser resultaterne, at det er vigtigt, at en legeplads i daginstitutionen tilbyder et varieret udemiljø, idet børn anvender og tillægger udemiljøets mange udformninger/faciliteter forskellige meninger og betydninger.

Afhandlingen konkluderer, at størstedelen af børnene i de undersøgte aktiviteter var socialt kompetente og gode forhandlere. Børnene vurderes at have gode forudsætninger for deltagelse og udøvelse af indflydelse i udendørsaktiviteter.

Design

Studiet er et etnografisk-studie, som bygger på to års feltstudier af tre forskellige daginstitutioners udemiljøer foretaget i 2008-2010. Fælles for de deltagende institutioner er, at de alle har udtrykt en interesse for at udvikle daginstitutionernes pædagogiske udendørsmiljø. Daginstitutionerne er placeret i tre forskellige kommuner i Sverige. Empirien er indsamlet gennem observation og fotografering af de udeområder, som de fleste af børnene i daginstitutionerne anvender. Observationerne er løbende blevet suppleret med uformelle samtaler med børnene samt efterfølgende interview med pædagogerne. Børnene var i alderen 1-5 år.

Referencer

Engdahl, K. (2014). ”Förskolegården. En pedagogisk miljö för barns möten, delaktighet och inflytande”. Doktorsavhandling. Umeå: Institutionen för tillämpad utbildningsvetenskap, Umeå Universitet.

Opdragsgiver

ikke oplyst