Constructions of Children In-Between Normality and Deviance in Norwegian Day-care Centres.

Forfatter
Franck, K.
Kilde
Doctoral theses at NTNU, Norwegian University of Science and Technology, Trondheim.
År
2014

Formål

Afhandlingens overordnede formål er at bidrage med viden om daginstitutionspersonales forståelser og perspektiver vedrørende børn, som ikke er diagnosticeret, men som af personalet mistænkes for at have særlige behov eller mulig nedsat funktionsevne (i afhandlingen benævnt som in-between-børn). Mere konkret søger studiet at besvare: 1) på hvilke måder børn konstrueres som afvigende eller muligt funktionshæmmede i daginstitutioner, 2) hvordan personalets evalueringer, beskrivelser og praksis vedrørende in-between-børn er relateret til diskurser om og forståelser af børn og barndom, 3) hvordan grænserne trækkes op mellem børn, der opfattes som afvigende, og børn, der anskues som normale, og 4) hvad der kendetegner personalets forventninger til normalitet.

Resultat

Afhandlingen består af tre artikler, der samlet besvarer studiets fire forskningsspørgsmål. Afhandlingen viser, at børnene konstrueres igennem forskellige diskurser. Daginstitutionspersonalets forklaringer på, hvorfor et barn opfattes som muligt afvigende eller funktionshæmmet, er knyttet til forskellige forståelser af børn og barndom. Konstruktionen af barnet som afvigende er knyttet til en udviklingsdiskurs, hvor barnets adfærd og handlinger vurderes og forstås som afvigende med reference til, hvad der anses som normal alderssvarende udvikling. Denne forståelse knytter også an til brugen af standardiserede evalueringsredskaber, der er udbredt i norske børnehaver. Studiet finder dog også, at personalet forholder sig kritisk til netop anvendelsen af standardiserede evalueringsredskaber og kritisk reflekterer over forståelser af ’normalitet’. Her lægger personalet vægt på diversitet og udtrykker modstand mod faste standarder om alder og udvikling. Afhandlingen viser, at personalets beskrivelser og praksis er relateret til diskursen om ’det kompetente barn’, hvor måden, hvorpå barnet konstrueres som afvigende i den daginstitutionelle kontekst, er knyttet til subjekt positioner som inkompetent. I personalets forklaringer på, hvorfor et barn opfattes som muligvis havende specielle behov eller funktionsnedsættelse, beskriver de således afvigende adfærd som mangel på kompetencer med hensyn til at indgå i daginstitutionens hverdagsliv og de specifikke aktiviteter her. Personalets forventninger til, og vurderinger af, børnene er derved eksplicit knyttet til særlige hverdagssituationer og til den institutionelle kontekst. Dette understreger, hvordan vurderingerne af børnene er indvævet i kontekstspecifikke forventninger og institutionelle praksisser. Afhandlingen viser, at personalets beskrivelser af børn mistænkt for at have særlige behov især er relateret til, om barnets adfærd og handlemåde adskiller sig fra personalets forventninger til et 'normalt' kompetent barn. For eksempel ved at være social, aktiv, uafhængig og fleksibel på 'den rigtige måde'. Derved risikerer børn at blive positioneret som anderledes, hvis de ikke lever op til personalets forventninger til normal adfærd i de institutionelle dagligdagssituationer, og risikerer videre at blive positioneret et sted imellem normalitet og afvigende.

Design

Studiet er udført i fire daginstitutionsafdelinger fordelt på to norske kommuner, hvoraf to af afdelingerne rummer børn i alderen 1-3 år, og de to øvrige har børn i alderen 3-5 år. Der er i forbindelse med udvælgelsen af daginstitutioner lagt vægt på, at de var placeret i forskellige byområder og ikke havde en særlig profil, fx en særlig kultur- eller handicapprofil. Data består af tre ugers etnografisk inspireret deltagerobservation i hver afdeling (i alt 3 måneder) samt interviews med i alt 16 medarbejdere (14 kvinder og 2 mænd) fordelt på afdelingerne. Interviewene er foretaget i 2009 og er alle gemt som lydfiler. Deltagerobservationerne er foretaget i 2011 og er dokumenteret igennem feltnoter. Deltagerobservationerne er foretaget tre-fire gange om ugen for at opleve det daglige liv for medarbejdere og børn. Interviewene udgør studiets primære datakilde, mens deltagerobservationerne fungerer som et supplement i form af konkrete situationsbeskrivelser og forskellige perspektiver, der går ud over interviewkonteksten. Derudover inddrages i mindre omfang lokale styringsdokumenter og evalueringsredskaber, som institutionerne anvender til fx at vurdere børnenes udvikling. I afhandlingen anlægges en socialkonstruktionistisk forståelsesramme, hvor målet er at producere viden, der kan udfordre tagen-for-givet-normer eller praksisser og fremme refleksivitet indenfor daginstitutionsområdet.

Referencer

Franck, K. (2014). “Constructions of Children In-Between Normality and Deviance in Norwegian Day-care Centres”. Doctoral theses at NTNU, Norwegian University of Science and Technology, Trondheim.

Opdragsgiver

Norges forskningsråd