Refleksjon som metode i barnehagers språkarbeid. Evaluering av et forsøk i seks barnehager.

Forfattere
Bråten, B.
Haakestad, H.
Kilde
Oslo: Fafo.
År
2014

Formål

Rapporten er en følgeevaluering af et fire måneders forsøg med et refleksionsværktøj i seks norske daginstitutioner (barnehager) arbejde med sprogudviklingen hos børnene. Refleksionsværktøjet er udarbejdet af Uddannelsesdirektoratet (Utdanningsdirektoratet) med det formål at udvikle og styrke sprogarbejdet. Værktøjet skal kortlægge børnenes sproglige niveau og give inspiration til udviklingsplaner for det enkelte børns sproglige udvikling. Rapporten har tre formål. Første formål er at dokumentere, hvordan daginstitutionerne har brugt det tilbudte refleksionsværktøj. Andet formål er at vurdere om og hvordan denne arbejdsform bidrager til øget refleksion og pædagogisk udviklingsarbejde. Tredje formål er at komme med anbefalinger til ændringer i refleksionsværktøjet og det videre arbejde med det, før det eventuelt tilbydes alle landets daginstitutioner.

Resultat

Rapporten finder, at dagtilbuddenes arbejde med refleksionsværktøjet har virket efter hensigten, idet det har dannet grundlag for refleksion og bidraget til at skabe kollektive drøftelser om konkrete mål og tiltag i sprogarbejdet. Særligt det praksisnære vurderingsskema er en styrke i den arbejdsform som refleksionsværktøjet udgør. Dog fremhæver rapporten, at der er plads til forbedringer i arbejdsplanen, som tilbydes i værktøjet, samt i de konkrete hjælpemidler. Blandt andet peges der på, at der i arbejdsplanen er sat for lidt tid og plads af til kollektiv refleksion blandt personalet. Desuden mangler der vejledning i, hvordan refleksionerne over egen praksis kobles til teori og fagligt baserede råd, idet vurderingsskemaet ikke knytter praksisidealerne til teori. Endvidere fokuserer vurderingsskemaet primært på, hvordan de ansatte kollektivt og individuelt kan forbedre deres sprogarbejde, og i mindre grad på de strukturelle rammebetingelser, som sprogarbejdet foregår indenfor.

Design

Rapporten evaluerer i seks daginstitutioner (barnehagers) arbejde med et refleksionsværktøj i perioden januar til april 2014. Rapporten beskriver først Refleksionsværktøjet og dets formål. Refleksionsværktøjet består af et vurderingsskema med 55 idealpåstande om, hvordan dagtilbud bør lave sprogarbejde, som den ansatte skulle sammenligne med dagtilbuddets egen praksis ved at rangere denne praksis som hhv. "tilfredsstillende", "bør ændres" og "skal ændres". En opsummering af de ansattes vurderinger udgør en kortlægning af den givne dagtilbuds praksis med sprogarbejde, som er grundlaget for en fælles diskussion blandt de ansatte om, hvad de skal ændre, og hvilke mål og tiltag de skal sætte i gang for at opnå en sådan ændring. Følgeevalueringen har lagt vægt på at følge processen med brugen af reflektionsværktøjet og ikke resultatet af processen. Hovedspørgsmålet for følgeforskningen har været om værktøjet har bidraget til refleksion og pædagogisk udvikling. Datagrundlaget for følgeforskningen består af deltagerobservation ved 16 fællesmøder, hvor værktøjet er blevet anvendt, observationer af dagligdagen i daginstitutionerne samt af enkeltinterviews og fokusgruppe interviews med ledere og ansatte. Til vurderingen af deltagernes og daginstitutionernes øgede kompetencer i arbejdet med refleksionsværktøjet benyttes Knud Illeris teoretiske begreber for kompetenceudvikling: Engagement, praksis og refleksion. Som supplement anvendes begrebet strukturelle rammebetingelser, der omhandler betingelserne for kompetenceudvikling.

Referencer

Bråten, B. & Haakestad, H. (2014). ”Refleksjon som metode i barnehagers språkarbeid. Evaluering av et forsøk i seks barnehager”. Oslo: Fafo.

Opdragsgiver

Utdanningsdirektoratet