“Group size and organisational conditions for children’s learning in preschool: a teacher perspective”.

Forfattere
Sheridan, S.
Williams, P.
Samuelsson, I.
Kilde
Educational Research, 56(4), 379-397.
År
2014

Formål

Formålet med studiet er, ud fra pædagogers perspektiv (teacher perspective), at undersøge organisatoriske præmisser for børns læring i svenske daginstitutioner (preschools) i relation til gruppestørrelse og pædagogisk kvalitet. Forskningsspørgsmålene er: Hvad er pædagogers syn på gruppestørrelse i daginstitutioner? Hvordan forklarer pædagogerne den måde, hvorpå de organiserer børnegruppen og læringsmiljøet i daginstitutionen, og hvorfor?

Resultat

Studiet viser, at pædagogerne giver udtryk for en ”enten-eller”-forestilling om store og små gruppestørrelser. Store børnegrupper bliver af pædagogerne associeret med negative aspekter, herunder manglende tid, begrænsede muligheder for at rette opmærksomheden mod det enkelte barn, oplevelser af stress og en følelse af utilstrækkelighed. Ligeledes er det ifølge pædagogerne sværere at realisere læreplanen (curriculum), jo flere børn, der er i gruppen. De små børnegrupper bliver af pædagogerne associeret med optimale muligheder for at løse de pædagogiske opgaver i daginstitutionen og for at arbejde i relation til målene i læreplanen. Denne forestilling om, at det er mest hensigtsmæssigt at arbejde med små børnegrupper, er meget stærk og bygger ofte på pædagogernes ønske og ambition om at kunne være tættere på børnene og øge kommunikationen mellem børnene og pædagogen. Studiet viser også, at der er stor forskel på, hvordan pædagogerne organiserer børnegrupperne. Pædagogerne i nogle af daginstitutionerne fortæller, at de sjældent opdeler børnene i mindre grupper, uagtet størrelsen af den samlede børnegruppe. I andre daginstitutioner fortæller pædagogerne, at de løbende opdeler børnene i forskellige og mindre grupper hen over dagen. Dette for at kunne udnytte daginstitutionens fysiske rum optimalt og skabe et mere roligt miljø og for at kunne tilbyde forskellige læringsaktiviteter. Studiet finder dog, at det i de fleste af institutionerne oftest kun er i en mindre del af dagen, typisk om formiddagen, at pædagogerne har børnene opdelt i mindre grupper.

Design

Studiets data er indsamlet i 12 daginstitutioner, som er stratificeret for, så vidt muligt, at kunne repræsentere små og store gruppestørrelser i svenske daginstitutioner, som de er defineret af Skolverket (Swedish National Agency for Education). De 12 daginstitutioner er placeret i seks kommuner i forskellige dele af landet. Daginstitutionerne har børn i aldersgrupperne 1-3 år, 3-5 år og 1-5 år, og en daginstitution har en børnegruppe med 5-årige børn. I hver daginstitution er to pædagoger interviewet, og samlet er der foretaget 24 interview, der alle er optaget og transskriberet. Artiklen baserer sig på Bronfenbrenners økologiske systemteori samt fire dimensioner af pædagogisk kvalitet: samfundet (dimension of society), pædagogen (teacher dimension), barnet (dimension of the child) og læringskonteksten (dimension of the learning contexts). Dimensionerne fungerer som analytisk blik. I analysen sættes der ud fra samfundsdimensionen bl.a. fokus på pædagogernes udtalelser om læreplansmål relateret til gruppestørrelse, mens der med pædagogdimensionen sættes fokus på, hvordan og hvorfor pædagogerne organiserer børnegrupperne, som de gør. Ud fra børnedimensionen sættes der i analysen fokus på pædagogernes udtalelser om børnenes leg og læring relateret til gruppestørrelse, mens der med læringskontekst-dimensionen, på baggrund af pædagogernes beskrivelser, sættes fokus på, hvordan fx daginstitutionens fysiske rum, materialer og aktiviteter er organiseret og indrettet som læringsmiljø.

Referencer

Sheridan, S., Williams, P. & Samuelsson, I. (2014). “Group size and organisational conditions for children’s learning in preschool: a teacher perspective”. Educational Research, 56(4), 379-397.

Opdragsgiver

Vetenskapsrådet (Swedish Research Council)