”An Examination of the Role and Responsibilities of Kindergarten in Multidisciplinary Collaboration on Behalf of Children with Severe Disabilities”.

Forfattere
Cameron, D.
Tveit, A.
Midtsundstad, J.
Nilsen, A.
Jensen, H.
Kilde
Journal of Research in Childhood Education, 28(3), 344-357.
År
2014

Formål

Formålet med dette studie er at undersøge norske daginstitutioners rolle og ansvar som deltagere i et tværfagligt samarbejde om børn med svære handicap og deres familier.

Resultat

Resultaterne viser, at daginstitutionspersonalet betragtes som den vigtigste aktør (bortset fra forældrene) i støtten til børn og familier. Personalet bliver særligt værdsat for 3 forhold:

1) Personalets tætte forhold til barnet og den intime viden, de opbygger om barnet, gør personalet til vigtige informationskilder både for barnet og for de øvrige aktører omkring barnet.

2) Personalet giver forældrene en følelse af aflastning og tryghed, når barnet er i daginstitutionen, hvilket reducerer forældrenes oplevelse af stress.

3) Personalet handler og fungerer som en drivkraft i det nødvendige tværfaglige samarbejde blandt de mange aktører omkring et handicappet barn.

Disse resultater diskuteres ud fra to overordnede måder, hvorpå samarbejdspartnerne i det tværfaglige samarbejde kan betragte personalets rolle i relation til de handicappede børn:

1) Pædagogen som småbørnsekspert. Det vil sige, at der i denne rolle lægges vægt på, at de andre deltagere i samarbejdet betragter pædagogerne som værende eksperter i faglig viden om mindre børn.

2) Pædagogen som den medfølende omsorgsgiver. Den medfølende omsorgsgiver kan også betragtes som en rolle i forlængelse af forældrerollen.

Studiet konkluderer, at det er rollen som omsorgsgiver, der dominerer forældres, specialisters og kommunale koordinatorers forståelse af personalets rolle. Dermed overses deres mulige ekspertviden om børn generelt og om specifikke børn i det tværfaglige samarbejde.

Design

Studiet tager udgangspunkt i 6 børn med betydelige fysiske og/eller udviklingsmæssige handicap og de voksne, der er omkring disse børn. Børnene er udvalgt i to kommuner, hvor kommunernes specialpædagogiske kontor hjalp med at rekruttere forældrene til de 6 børn. Børnene selv er ikke interviewet. Fokus har været på familiemedlemmer, pædagoger, pædagogmedhjælpere, specialister og koordinatorer, der alle er aktører omkring børnene. Et barn med svære handicap tildeles en koordinator, som ofte er tilknyttet sundhedssystemet. Alle disse aktører er engageret i et tværfagligt samarbejde. De forskellige aktørers perspektiv er blevet betragtet på tværs af studiets 6 børn. Børnene var i alderen 2 til 5 år, og gruppen bestod af 5 drenge og 1 pige.

Referencer

Cameron, D., Tveit, A., Midtsundstad, J., Nilsen, A. & Jensen, H. (2014). ”An Examination of the Role and Responsibilities of Kindergarten in Multidisciplinary Collaboration on Behalf of Children with Severe Disabilities”. Journal of Research in Childhood Education, 28(3), 344-357.

Opdragsgiver

Norges forskningsråd under programmet praksisbaseret forskning og udvikling (PraksisFoU)