”Pre-School Childrens Agency in Learning for Sustainable Development”.

Forfattere
Caiman, C.
Lundegård, I.
Kilde
Environmental Education Research, 20(4), 437-459.
År
2014

Formål

Formålet med dette studie er empirisk at undersøge, hvordan børnehavebørn erkender og oplever muligheden for aktivt at kunne forandre (agency for change) deres udendørsmiljø. Børnene observeres i deres udendørsmiljø i en situation, hvor de skal undervises i videnskabsrelaterede emner, der har med bæredygtighed at gøre. Konkret undersøges det, hvad der sker, når børn konfronteres med et problem og dernæst frembringer en løsning på problemet ved at ændre på forhold i deres udendørsmiljø i børnehaven. Forfatterne definerer agency som børns mulighed for i fællesskab at deltage og tage kontrol over egne aktiviteter og på den måde løse opståede problemer.

Resultat

Studiet viser, at børnene, i konfrontation med et problem, arbejder og handler i 4 faser: 1) Gruppen af børn taler om problemet på baggrund af en bekymring. I første eksempel er børnene bekymrede for, at nogle planter skal drukne på grund af regn. I det andet eksempel er børnene bekymrede for en fuglerede, der er for tæt på en larmende byggeplads. 2) Børnene forhandler og diskuterer mulige løsninger, i et af tilfældene spørger de en voksen til råds 3) De forhandler videre om mulige løsninger, som går videre over i egentlige handlinger og planlægning af en løsning på problemet 4) Den valgte løsning forfines, og der opnås en løsning på problemet. Børnene laver en overdækning til planterne, og den anden gruppe flytter reden væk fra larmen. På baggrund af studiets resultater peges der på, at muligheden for at handle og forandre (agency) er noget, børnene opnår sammen i interaktionen med hinanden, snarere end det er en evne, de besidder i forvejen. På baggrund af studiets analyse må agency-begrebet således udvides. I modsætning til den tradtionelle definition af agency, hvor agency betragtes som noget iboende hos det enkelte indvidid, så viser dette studie, at agency også kan opstå i en open-ended, situationsbestemt proces, skabt i en interaktion mellem individer – her børn.

Design

Datamaterialet består af videooptagelsessekvenser af børn i alderen 4-5 år i en børnehave. Materialet analyseres med afsæt i Deweys teoretiske perspektiver, hvorudfra det beskrives, hvad små grupper af børn laver, og deres fremgangsmåde mht. at løse et problem eller en opgave. To eksempler fra videooptagelserne er udvalgt og stammer fra en 15 timer lang optagelse foretaget i en mellemstor børnehave i Sverige. Børnehaven har en pædagogisk profil, hvor der fokuseres på det fysiske miljø og bæredygtighed. I de to eksempler bliver opgaverne/problemerne løst af børnene på hhv. 35 og 11 minutter.

Referencer

Caiman, C. & Lundegård, I. (2014). ”Pre-School Childrens Agency in Learning for Sustainable Development”. Environmental Education Research, 20(4), 437-459.

Opdragsgiver

Uoplyst