”Preschool teachers' approaches to science: a comparison of a Chinese and a Norwegian kindergarten”.

Forfattere
Hammer, A.
He, M.
Kilde
European Early Childhood Education Research Journal. Publiceret online: 30. oktober 2014.
År
2014

Formål

Studiets formål er at undersøge hhv. norske og kinesiske pædagogers (preschool teachers) tilgange til læringsaktiviteter mht. naturvidenskabelige emner samt at undersøge, hvordan denne praksis er influeret af kulturelle værdier og traditioner.

Resultat

I den norske daginstitution foregik aktiviteterne oftest udendørs. Aktiviteterne bestod eksempelvis i at finde orme og muslinger og undersøge frøer samt at undersøge, hvad der synker, og hvad der flyder på vandet. De fleste aktiviteter var korte, men der var også projekter af flere ugers varighed. Nogle aktiviteter var planlagte og strukturerede, mens andre opstod spontant på baggrund af børnenes nysgerrighed og interesse. I flere tilfælde bestod aktiviteterne af en introduktion bestående af oplæsning fra en bog om et givent emne, efterfulgt af udforskning i naturen. Optagelserne viste meget få interaktioner mellem børn og voksne. Dette står i modsætning til interviewene, hvor førskolelærerne lagde vægt på barn-voksen-interaktion. Førskolelærerne var uenige om, i hvilken udstrækning de skulle tage initiativet til at tale om et bestemt naturfænomen. I den kinesiske børnehave havde pædagogerne ofte forberedt forskellige materialer til udforskende indendørs aktiviteter. Der var to typer af hovedaktiviteter: 1) Børnene blev opdelt i grupper, og der blev opstillet forskellige læringsstande, som grupperne kunne bevæge sig imellem. Aktiviteterne var eksperimenter ledet af førskolelærerne. 2) Fælles læringsaktiviteter, hvor læreren giver en fælles introduktion til en aktivitet. Efter et afsluttet eksperiment fulgte de voksne op ved at stille spørgsmål til børnene om eksperimentet. Alle aktiviteter var nøje planlagt og strukturerede, og alle voksen-barn-interaktioner var initieret af de voksne. Både de norske og de kinesiske pædagogers mål med naturvidenskabelige læringsaktiviteter er at gøre børnene interesserede i naturvidenskab og lade børnene være udforskende i deres læring. Der er forskel på, hvad der blev forstået ved udforskende; i den kinesiske børnehave forstås dette som, at børnene opnår en form for forskningskompetence: at træne deres evne til at eksperimentere, få ideer og afrapportere deres fund. Udforskning i den norske daginstitution bliver fortolket af pædagogerne som: børnenes mulighed for at opleve og få erfaring med naturen. Et resultat af forskellen er, at de kinesiske pædagoger arbejder med faste og veldefinerede læringsmål, mens læringsmålene er mere flydende i den norske daginstitution. Studiets empiriske materiale inddrages ikke tydeligt i undersøgelsen af, hvordan praksis er influeret af kulturelle værdier.

Design

Studiet er et komparativt etnografisk-studie, hvor pædagoger fra en børnehave i Shanghai og fra en norsk daginstitution (barnehage) i Bergen har foretaget videooptagelser af læringsaktiviteter med fokus på naturvidenskabelige emner. Disse optagelser er suppleret med forskernes egne videooptagelser. De samlede optagelser danner baggrund for et semistruktureret fokusgruppeinterview med pædagogerne. Informanterne fra den norske daginstitution består af 6 pædagoger i alderen 25-40 år, hvoraf fem er kvinder. Informanterne fra den kinesiske børnehave består af 4 kvindelige førskolelærere i alderen 25-40 år. Børnene i den norske daginstitution er i alderen 1-6 år, mens børnene i den kinesiske børnehave er i alderen 3-6 år.

Referencer

Hammer, A. & He, M. (2014). ”Preschool teachers' approaches to science: a comparison of a Chinese and a Norwegian kindergarten”. European Early Childhood Education Research Journal. Publiceret online: 30. oktober 2014.

Opdragsgiver

ikke oplyst